En vinteraften satte der sig en mand ved siden af mig ved bordet i Magasins Cafeteria. Jeg sad og fik varmen efter en kold strøgtur.
"Må jeg sidde her?" sagde han.
"Det kan jeg jo strengt taget ikke forbyde dig," sagde jeg. "Men der er jo rigeligt med ledige borde."
"Men jeg vil helst ikke sidde alene. Og der er noget, jeg skal fortælle."
"Noget du skal fortælle mig? Du kender mig jo ikke."
"Det er mindre vigtigt, hvem jeg fortæller det til. Det vigtigste er, at historien ikke ender hos mig. Den må ud, og ser du..." Han så sig omkring og lænede sig helt hen til mig. Hans sure vammelsøde ånde omklamrede mig som et alt for langt og akavet knus fra en al for fjern og alt for elskværdig slægtning. Hvad lugtede han af? Likør? Han lugtede i hvert fald alt for meget af det. Han var i det hele taget alt for meget.
"Jeg tror man efterstræber mig på mit liv," hviskede han. "Og de er lige i hælene på mig, attentatmændene."
"Prøv lige at høre her," sagde jeg, idet jeg afklædte mig min normalt venlige omgangstone. "Jeg er ærlig talt utryg ved handikappede mennesker og alle former for psykisk sygdom. Jeg kan heller ikke lide at være sammen med folk, som er påvirkede af stoffer eller som er udviklingshæmmede. Mit gæt baseret på vores ganske korte bekendtskab er, at du tilhører mindst en - sikkert flere - af de nævnte grupper, så jeg vil gerne have lov til at ændre mit svar på dit indledende spørgsmål: Ja, du må gerne sidde her, for jeg går nu, Farvel."
Jeg hankede op i mine indkøbsposer og rejste mig.
"Vent!" sagde han og tog min arm. "Det er vigtigt. Se her. Du kan være tryg sammen med mig. Jeg kan passe på os."
Han åbnede sin jakke og fiskede et eller anden slags skydevåben frem.
"Er den ægte?" sagde jeg forstenet.
"Ja. Det er en Luger automatpistol. Den er fra krigens tid. Og den er ladt og virker, se selv." Han trykkede på et eller andet så magasinet gled ud af skæftet. Han klikkede en patron ud og holdt den op foran mit ansigt. "De er bange for den her."
Han samlede pistolen igen med bekymrende behændighed og den forsvandt ind i hans jakke igen.
"Har du et sikret telefonnummer, så jeg kan ringe? Vi kan ikke tale her" sagde jeg
Han skrev et nummer på en serviet.
"Du ringer?" sagde han.
"Ja," sagde jeg.
Det gjorde jeg også. Men ikke til ham.