Som kontorelev på Næstved Tidende var der ikke mange penge at rutte med i det daglige, de hårdt tjente kroner blev hurtigt ædt af faste regninger og det gamle studielån som jeg heldigvis snart var færdig med at betale. Men alligevel tog jeg mig altid råd til at spise ude sammen med mine to nære veninder Maria og Louise et par gange om måneden. Denne råkolde Novemberdag havde vi valgt at besøge den lokale Hong Kong, som lå blot ti minutters gang fra trykkeriet. Mens Maria og jeg studerede det overdådige menukort, sad Louise og gennemlæste en årlig politirapport der skulle danne grundlag for en artikel om stigningen af indbrud i villakvarterer op mod jul.
Der var kommet en ny frokostmenu bestående af af pastasalat med indbagt blæksprutte til. Både jeg og Louise besluttede os for at prøve den, men Maria som havde skaldyrs allergi kiggede et kort øjeblik op fra den tykke stak papirer og bestilte en portion oksekød chop suey.
Da den aldrende tjenerinde var gået for at videregive bestillingerne til køkkenet, lod jeg mine øjne vandre ud af vinduet og ned af gågaden udenfor hvor et mylder af fortravlede mennesker hastede af sted, de fleste var pakket godt ind for at modstå den bidende kulde. Men ikke alle. Mit blik fangede en ung hulkindet pige i en tyndslidt jakke, som stod og kiggede ned i jorden. Et kort øjeblik kunne jeg ikke lade være med at tænke, at hun var et perfekt billede af håbløsheden blandt samfundets svageste. I samme sekund kiggede hun op og så sig omkring før hun skyndte sig videre ned af gaden og drejede ind i en lille gyde.
Da maden endelig kom kunne jeg stadig ikke få hende ud af mit hoved, men da jeg ikke havde spist siden klokken fem i morges spiste jeg dog med god appetit. Louise var ikke så vild med pastasalaten og spiste kun de velstegte blæksprutteringe indbagt i sødlig butterdej og skyllede dem ned med lidt appelsinvand. Maria spiste ufattelig langsomt fordi hun ikke kunne lægge rapporten fra sig, og både jeg og Louise kom med et par drillende kommentarer om hendes arbejdsnarkomani. -Hey- sagde Louise og prikkede hende på armen. -Tror du indbruds statistikkerne kommer til at holde i år?- Maria trak lidt irriteret på skulderen og lagde arbejdet fra sig for at række ud efter sit vandglas -Aner det ikke, jeg er jo ikke spåkone.- Idet hun strakte armen frem lagde jeg mærke til at der sad et lille orange prismærke på undersiden af hendes ærme og rakte frem for at pille det af. Vi lo alle lidt af det, mens Maria spiste færdig så vi kunne komme tilbage til arbejdet.