Han tjekkede at ledningerne var sat korrekt i de små klodser af sprængstof, der dækkede hans brystkasse. Lamperne lyste giftiggrønt. Godt nok, så var der forbindelse. For første gang i månedsvis var hans tanker klare.
De stålgrå øjne kiggede tomt tilbage fra spejlet. Ansigtet var som de afskallede vægge i det værelse, der i det seneste år havde dannet rammen om et subsistensløst liv.
Efter at have sat batterier i detonatoren, fiskede han nøglerne op af jakkelommen og lagde den lille metalboks ned i deres sted.

I stedet for at låse, lod han nøglen sidde i - det betød jo ikke en skid, de kunne bare rende med lortet. Med hastige skridt gik han ned af gangen, ved nummer 12B blinkede en pære som et nødråb i morsekode, trådte udenfor og gik ned mod busstoppestedet, passerede en ung mor med en skrigeunge på slæb. Han tænkte syrligt, at det fandeme var godt, han aldrig havde fået børn.
Da bussen kom førte han rejsekortet forbi sensoren og satte sig på det nærmeste ledige sæde. Der stank af den kvalmende industrisæbe, de efterhånden gjorde rent med alle vegne. Han rynkede på næsen og forsøgte at trække vejret så lidt som muligt i de femogtyve minutter det tog at komme ud til marmeladefabrikken, hvor han havde arbejdet som vagt indtil for nøjagtigt ét år siden, da han havde modtaget brevet om massefyringer. Den dag var hans liv skredet ned i afløbet sammen med hans forstand, hånd i hånd var de to rejst bort og havde efterladt ham på de falmede stræder i virkelighedens by.

Men i dag, tænkte han og tog i glasdøren ind til administrationen, i dag skulle de lære, at man ikke pissede på Jørgen Madsen.
Den unge vagtmand med det blonde hår, skævede til ham fra sin post ved elevatoren, var det mon ham der havde overtaget Jørgens job?
Han rystede tanken af sig og lynede langsomt jakken ned, mens han fiskede den lille boks op af lommen, den føltes levende i hans hånd, varm mod den iskolde hud.
Sekretæren, der sad ved skranken for at modtage folk efter aftale, spærrede øjnene op. Det lille skrig der undslap hende, fik vagten til at trække våbnet og vende sig mod Jørgen.
Ud af øjenkrogen spillede filmen i slowmotion, sekretæren forsvandt ned bag skranken. Som i en gammel western stod de og tog mål af hinanden, mens deres fingre kærtegnede aftrækkerne...