Jeg er træt af dit pis! råber du. Du mærker hvordan din ankelkæde løsnes og fortsætter med at råbe, at du ikke vil finde dig i blive kostet rundt med, som var du kontorelev i et flyttefirma. Den ellers glimrende sammenligning virker ikke til at fise ind på mandens lystavle. Fra at være først overrasket til at blive en smule bange, kan du nu se på manden, at hans øjne løber i vand. Sikken taber tænker du. Hvilken frækhed at komme her med den åndsvage køter, når han ikke engang tør stå på mål for sin ugerning. Nu må de tunge skyts findes frem, tænker du, mens du træder præcis fem skridt tilbage kun for at skabe ekstra kraft, når du losser bolden mod manden, der beskytter sit sølle målet i straffesparkfeltet. Dit skud rammer plet, ikke i venstre hjørne af stolpeværket, nej midt i mandens solar plexus, så han knækker sammen. Det kører for dig. Alt den indebrændte vrede fandt endelig modet til at bryde ud af de ellers solide tremmer. Du får en underlig tanke, der ikke helt giver mening i dit hoved: vrede har ingen aldergrænse; tænk at alt den bitre te dine forældre har brygget stadig hænger ved. Du er blot en kolos på krakelerende lerfødder. Revnerne er blevet længere og dybere gennem tiden. Det har aldrig været nødvendigt med en spåkone for at se, hvad disse revner betød. Selvom manden allerede er helt sønderknust og undskyldende, vil din vrede ingen ende tage. Nej, hvad han har oplevet er blot toppen af isbjerget. Du tager fat i hans krave og råber så spyttet flyver, at han skal passe på hvad han siger, da du ikke vil finde dig i hvad som helst. Men det går op for dig, at du har glemt hvad katalysatoren til dit raserianfald var. Uanset hvilket stenslag, der startede den uundgåelige katastrofe, var der nu intet at stille op.
Dit syn har ændret dig; pludselige kan du se alle de ugerninger alle omkring dig konstant begår, blot for at irritere dig. Du har fundet dig i dette alt for længe, og din grænse er nået. Du ser ingen anden udvej end at gribe fat i din rive og stramme grebet om denne. Det er nu du ser mandens lille tæppertisser af en hund, og kommer i tanke om, hvordan dette kræ sked midt i dit hårde arbejde af en forhave. Selvom du er igang med selvtægt, finder du ingen anden løsning end at håndhæve den smule medmenneskelighed og etik, der er tilbage i denne rådne verden på denne forvorpne dag.

(Ordene var: kontorelev, flyttefirma, straffesparkfelt, spåkone og aldersgrænse. Noget gik galt så siden reloaded med nye ord)