Jeg kan høre mor sidder inde i stuen. Hun sidder med sit strikketøj i hånden, og ser fjernsyn. Et eller andet røvsygt reality-program om unge mødre. Det kommer egentlig ikke som en overraskelse. Hun sidder der hver aften, limet til sofaen foran skærmen. Hvis det ikke er det ene reality-program hun ser, så det andet. Det er til at få stress af! Og det får jeg også jævnligt. Stress, altså. Så smækker jeg med døren ind til værelset, propper mine høretelefoner i ørerne, skruer helt op for volumen, smider mig på sengen og glor ind i væggen. Så ligger jeg der og stresser lidt over det hele. Over mor og hendes latterlige programmer. Over skolen, lektier og eksamener. Over teenage-tanker og hvorfor det hele bare skal være så fandens indviklet. Og når jeg så har ligget der lidt, rejser jeg mig og går udenfor. Uden at se på mor. Uden at tage stilling til at hun rent faktisk er min mor. Det menneske, der sidder der i sofaen dag ud og dag ind, er af det samme kød og blod som mig. Det kan jeg også godt stresse over. Min hjerne flyver af sted som en raket, med alle de stress-flip den får. Den flyver helt op i rummet, der kigger den så på planeter, stjerneskud og alt muligt andet smukt. Og så stresser jeg lidt mere over, at jeg ikke er smuk. Når selv planeter er smukke, hvorfor fanden er jeg så ikke? Det er egentlig til at få stress af, at jeg får så meget stress. Måske jeg skulle til at gå til psykolog. Eller terapeut. Eller en slags coach. Jeg har hørt, der er nogen der har specialiseret sig i stress. Måske jeg skulle snakke med sådan én. Og prøve at få lidt styr på alt mit stress. Stress. Egentlig et grimt ord - lige til at få stress over. Jeg prøver at tænke tilbage på dengang, hvor jeg aldrig fik stress. Dengang hvor alt handlede om klatretræer og legekammerater. Dengang hvor det sværeste i verden, var at bestemme hvilken farveblyant man skulle bruge. Gid jeg bare kunne spole tilbage. Tilbage til dengang hvor jeg ikke fik stress. Men det kan jeg jo ikke. Og så stresser jeg lidt over det. Stress. Fuck altså..