Allerede da han trådte ind kunne jeg fornemme på hans ominøse attitude at det var en af de dårlige dage.
Endnu en gang vendte Søren hjem fra en af sine endeløse traveture rundt i kvarteret, og endnu en gang var det mig der måtte lægge øre og sjæl til.
"Jeg siger dig sgu Olaf," han var tung i stemmen, "at denne gang slår jeg ham fandeme ihjel!"
Min fornemmelse var altså sand.
Jeg måtte fatte mig i forsigtighed hvis jeg skulle nå ind til ham.
"Rolig nu, Søren" prøvede jeg mig tøvende, men han var allerede halvt ude af døren.