Knap for knap åbner jeg min nye håbeskjorte. Langsomt.
Stoffet tegnes fint, hvidt, tyndt af solen.
Hans øjne følger mine fingre, og han lægger en varm hånd på min hofte.
Jeg tror, jeg kan mærke hans fingeraftryk.

Skodder, smæk smæk smæk
Stilhed og ingenting. Stilhed og ingenting!
En hensynsløs livsgnist smider mig alligevel ind i gråzonen.
Det er forkert. Det kan ikke tillades.
Vulkanmørke veksles til sorte huller mod aftalte penge
For lidt ekstra kan man få lidt mindre.

Det, der næsten var, er det, der med garanti aldrig bliver.
Efter to minutter og en evighed lukker jeg mine skæbnebukser.