Jeg skrev så hurtigt jeg kunne, men da jeg hørte stemmer ved yderporten, vidste jeg, det skulle gå hurtigere; de rette ord. De ord, der kunne redde alting, når jeg var væk. Døren bragede op bag mig, men jeg skrev videre, kæmpede imod lysten til at vende mig. Jeg kunne stadig redde min familie.
"Skatten er væk. Jeg fandt kun et tomt gravkammer, hvor gravrøvere havde været flere hundrede år før mig."
Et skud lød, men jeg mærkede det knap ramme mig, følte det kun. Nu kunne jeg blot håbe, at det hele stoppede med mig og mine sidste ord.