Vinden rev i mit røde hår, og strøg mig som en kat. Jeg gled forbi folk på deres vante strøgtur. Sveden på min hals og tinding løb i vindens retning tilbage mod min nakke og t-shirtens før liflige berøring, klamrede sig til mig, og ville nok aldrig give slip. Jeg kiggede på gadenavnene, for at orientere mig. Hun boede på Kronprinsessegade sagde hun, og jeg måtte ofre mit cover som kendt i storbyen, da jeg spurgte én om vej. Han åbnede munden, men en talekonsulent havde åbenbart ikke kunne hjælpe ham. Det virkede ikke som et sprog jeg kendte, men blot som en trompet med hukommelsestab. Jeg takkede pænt, selvom der ikke var værdi i den information jeg var blevet fodret med. Jeg satte tempoet op, da jeg fik øje på Kronprinsessegade. Efter tre års langdistanceforhold skulle jeg endelig besøge hende, og overraske hende. Glæden gjorde mig svimmel, og jeg stoppede ved en stor port. Jeg skulle til at ringe på, men en kvinde åbnede den indefra og jeg smuttede indenfor. To etager op, og Charlotte T. Fihl stod på døren. Jeg kunne høre at hun var hjemme, men hun ømmede sig lød det til? Min nysgerrighed tog overhånd, og jeg åbnede døren. "Charlotte?" lød det fra mig. Jeg måtte have hvisket, for hun hørte mig ikke. Jeg gik langsomt igennem lejligheden. Slagene, og de bønfaldende råb skar hårdt gennem lejlighedens vægge. Jeg lokaliserede lyden til et værelse, og åbnede ilters døren med et brag. I soveværelset ellers hyggelige sfære stod Charlotte bundet til en standerlampe, nøgen og med røde mærker bagpå. Den nøgne asiatiske fyr, blev mest forskrækket over at døren bragede op, men virkede lettet over synet af mig. Charlotte kiggede derimod undskyldende på mig. Efter tidens sand var udløbet, var der først ingen der vendte timeglasset igen, men så antydede Charlotte et smil og trak på skuldrene. Tidens sand løb igen, og asiateren gik irriteret over til døren, sagde "Gider du lige..?" og lukkede den efter sig. Jeg var sendt afsted som et frimærke på pakkepost. Dermed kunne jeg sendes tilbage til Fyn med mit knuste hjerte og samle det som puslespil. Jeg var stiv i kroppen, men indeni sydede jeg af frustration. Jeg gik tilbage mod hoveddøren, og jeg så allerede for mig, hvordan politirapporten ville lyde hvis jeg vendte om på hælene og tog køkkenkniven med i farten. Mine ben trodsede den destruktive tanke, og dumpede skridt for skridt ned fra anden etage. Åbnede opgangsdøren, og skærmede for solen. Jeg gik ned af Strøget. Mængede mig med flokken, og gik i fodsporene på dem der gik tilbage mod Hovedbanegården. Der vinkede København pænt farvel, med mit hjerte i depositum, og med håbet frarøvet.