Det var første gang, han så hytten i 37 år. I alle de år havde han sejlet de 7 verdenshave tyndt og nu stod han altså her igen. I den hytte, hvor det hele begyndte. Man kunne tydeligt se, at der ikke havde boet nogen der i 37 år. Ikke siden heksen Natuja havde hekset med ham og ændret hans liv for altid. Selv moderens kobbermønter lå endnu på gulvet. Han huskede tydeligt lyden af de klirrende mønter mod stengulvet.
Han lagde sig op på bordet. Præcis dér, hvor Natuja havde bedt ham lægge sig. Det var lige før at han mærkede fylden fra heksens kat på brystet. Taget var selvfølgelig stadig et gabende hul og han kunne se ud på den blå himmel. Gennem sprækkerne tvang solens stråler sig ind. Intet skulle mere gøre denne hytte til et sort hul. Et hul med dårlige minder.
Ved siden af ham lå de knækkede og rådnede tagbjælker, som næsten havde slået hans mor ihjel. Gad vide, hvem der havde taget alle trylledrikkene, bøgerne med remser og hvad der ellers havde stået af hekseudstyr på de støvede hylder? De var i hvert fald tomme. Var det mon kraniet af Natujas kat, der lå henne i det ene hjørne. Det var det nok.
Han vidste ikke, hvad han skulle forvente, når han trådte ind i hytten igen. Glæde? Afsky? Ingenting? Selv nu, hvor han lå dér på træbordet, var det ikke kun en enkelt følelse, der ramte ham. Oplevelsen havde jo givet ham noget. Det var jo endt godt for både ham og hans mor, men det kunne også være gået meget galt. Grueligt galt.
Faktisk følte han alle 3 dele, men mest glæde, og et smil viste sig på hans mund, da han kom til at tænke på den evne, som besøget i hytten hos Natuja havde givet ham. "Hvor havde hans mor bare set sjov ud, da hun hang oppe i træet og skreg som en ugle. Eller Hans, da han fik ham til at gøre alle de underlige ting foran øjnene på de måbende pirater.
Han rejste sig igen og gik ud. Det havde været en god idé at besøge hytten på en solskinsdag. Han kunne mærke, at gråvejr kunne have trukket ham den anden vej. Hen til hadets og afskyens vej.
Han lagde ikke mærke til det, da hytten faldt sammen som et korthus. Da var han allerede ude af skoven og alt for langt væk. Desuden havde hans høje, skingre fløjten kunnet overdøve braget.