Mine tanker bliver afbrudt af telefonen... hvem ringer nu... kl. 21.30 om aftenen? Det er min lillebror. Jeg kan høre, at han er ked af det, da han siger, hvem det er. Hans stemme er grødet, og jeg fornemmer, at han ikke ved, hvordan han skal fortælle mig, hvorfor han ringer. Jeg bliver nervøs - mit hjerte begynder at banke, og jeg er nødt til at spørge, hvad der er galt. Jeg ved, at alt ikke er, som det skal være.
"Hvad er der galt? Er der sket noget?" spørger jeg nervøst.
"Ja... øhh... far har lige kørt mor på sygehuset. Hun har taget for mange piller."
"Hvorfor... hvad er der sket?"
"Jeg ved det ikke... pludselig stod hun bare i stuen og råbte og skreg, at vi var ligeglade med hende og at hun lige så godt kunne være død. Og at hun havde taget for mange piller og skyllet dem ned med rødvin."
"Hvor længe er det siden, de er kørt?"
"Fem minutter siden."
"Jeg kommer med det samme."

Jeg løber ned af trapperne fra vores lejlighed på anden sal og videre hen ad fortovet. Jeg ønsker ikke, at min lillebror på 14 år skal være alene et minut længere. Tankerne flyver igen rundt i hovedet på mig som tusinde myg, der ikke kan finde hvile.
Min puls hamrer løs. Ikke bare fordi jeg løber, men fordi rædslen er ved at overmande mig. Jeg er skrækslagen for, hvad der vil ske. Vil jeg miste min mor nu? Minder fra alle vores skænderier vælter frem i mit hoved, og jeg fortryder dem bittert, for lige nu virker det hele fuldstændig meningsløst.

Jeg smækker døren op, og finder min lillebror siddende på trappen lige inden for døren. Han kigger op. Hans øjne er røde og han ser bekymret ud. Det står malet i hans ansigt, at det her er mere, end han kan klare.
Jeg skynder mig hen til ham. Jeg siger ikke noget, for det er som om, de mange tanker fra før, er forsvundet som dug for solen.

Det føles, som om vi sidder der i en evighed, før døren går op og min far kommer ind. Jeg fanger min fars blik, og jeg ser trætheden og tristheden i hans øjne. Vi rejser os begge fra trappetrinnet og skynder os hen til ham i et langt knus. Det føles rart og trygt.
"Hun er okay. De har udpumpet hende, for at få alle pillerne ud."

Jeg ser min far dybt i øjnene - forsøger at læse, hvad han tænker og føler. Jeg kan ikke tage hjem - jeg er alt for nervøs. I det samme siger min far:
"Hvorfor henter du ikke dine ting og sover hjemme i dit gamle værelse i nat."

Inden jeg smutter ud af døren siger min far:
"Skat... det skal nok gå. Vi må holde sammen og hjælpe hinanden."

I det øjeblik ved jeg, at intet bliver det samme igen!