Hun kiggede sig hurtigt omkring, der var ikke meget plads i det lille skab, og hun havde allermest lyst til at flygte. Men hendes ben lyttede ikke, de nægtede at røre sig.
Hun kunne kiggede ud igennem den lille sprække i døren, holde øje med verden uden for, holde øje med dem. Hun vidste godt at de ikke var rigtige, det kunne de ikke være, men alligevel kunne hun ikke røre sig. Hendes Krop rystede, rystede så meget at hun et øjeblik troede at hun ville blive opdaget, men der skete ikke noget.
Hun knugede den gamle bamse ind til sig i et krampeagtig tag. Hendes øjne var vidt åbne og fyldt med tårer, mens hun nær studerede væsenerne uden for skabsdøren. De var en manifestation af hendes fantasi, uvirkelige, men alligevel turde hun ikke kravle ud af skabet. For hvad nu hvis de var virkelige?
Blodet pumpede rundt i hendes krop, og hun kunne høre hendes puls i sine ører. Hun kunne ikke tage øjnene fra dem. Hun trykkede sig endnu længere tilbage i det alt for lille skab, og håbede på at det snart ville blive dag, at der snart ville komme nogen og kigge til hende.
Det ene væsen vendte sig langsomt imod skabsdøren, eller måske gik det hurtigt? Hun vidste det ikke, det hele virkede som om at det gik langsomt. Den sagde et eller andet, hun kunne ikke høre hvad, som fik det andet væsen til også at vende sig imod skabsdøren.
Langsomt, alt for langsomt, tog de fat i hver deres skabsdør, og åbnede så skabet. Hun stirrede på dem med store øjne, hun ville flygte, alt i hende ønskede at flygte, men hendes krop var frosset fast. Hun kunne ikke gøre andet end at skrige da de greb ud efter hende.
Hun blev hurtigt hevet ud af skabet, ud på det kolde gulv, hvor det ene væsen holdt hende nede. Det havde føltes som flere timer siden væsenerne havde trådt ind på hendes værelse, men havde der gået mere end et par minutter? Ikke ifølge uret på hendes væg.
Hun prøvede forgæves at vriste sig fri, men det andet væsen stak hende med noget, og langsomt begyndte hendes krop at føltes mere tung. Hun ville ikke sove, men hun tabte alligevel kampen imod hendes øjenlåg, og langsomt overgav hun sig til mørket.
Lægerne kom langsomt op at stå igen, kiggede kort på hinanden, og fik så pigen op i sin seng.