Jeg mærker en lille hånd slå hårdt på min side. Med et sæt er jeg vågen, og klar til de pinsler der snart skal overkomme mig. Endnu en kort tur, hvor jeg slet ikke får udfoldet mine kræfter, brugt min fulde energi - nej, vi skal også denne gang ikke mere end 2-3 km. Nøglen bliver hamret hårdt ind i låsen på døren, men denne er aldrig blevet smurt, så døren kan ikke låses op. Det skærer i mig, en stikkende langsom smerte, som kun bliver forstærket anden gang nøglen skal bores dybt ind i min side. Endelig giver mekanikken sig, og jeg kan med lettet sind mærke hvordan mor og barn stiger ind i mig. De sætter sig til rette, barnet bag moren. Åh, det frygtelige barn der altid skriger, og hamrer sine klistret fingre rundt på alting. Aldrig har jeg følt mig så beskidt indvendigt, som hos denne familie.
Engang havde jeg min storhedstid. Jeg var det ypperste indenfor min klasse, skindende blank, og med alt i udstyr. Jeg mærker i den fjerne del af min bevidsthed at nøglen bliver skrabet rundt om tændingen, og skubbet hårdt ind til sidst, men jeg ænser ikke smerten mere. For jeg er gået i nostalgi-mode. Nøglen bliver drejet, præcis som den gjorde for første gang, 15 år tidligere. Og ligesom dengang starter jeg med det samme - jo jeg kan da lidt endnu, selvom jeg har bevæget mig mere end 320.000 kilometer. Og de sidste mange har ikke været rare, i sær ikke med denne kvinde i mig.
Hun træder hårdt på min højre pedal, mens hun hurtigt slipper den venstre, og jeg bliver tvunget i et hurtigt ryk, og så derud af. Og derud af går det da, med meget høje omdrejninger, hårde ryk i stangen, og ufølsomme hamrende fødder på mine pedaler.
Men intet kan jeg stille op mod denne tortur. Jeg er blevet sat i verden for én ting - servicer din ejer, indtil du ej kan mere. Jeg er født ind i trældom, til den dag jeg dør. Og ved du hvad? Jeg burde for længst have givet op, sagt stop og dødet midt på E45, men det kunne jeg aldrig drømme om.
Vi er nået frem til målet. Nøglen bliver drejet tilbage, og jeg kan endelig slappe af. Døren går op, og i igen. Barnet og moderen er ude, og inden min alene tid begynder, får jeg lige den sidste gang afstraffelse, da døren skal låses igen. Jeg står nu alene, på en kold og mørk parkeringsplads, ved havnen. Og efter hvad jeg har overhørt igennem de sidste par dage, var dette nok min sidste tur. Jeg vil blive fundet om nogle dage, forsømt og førerløs. Og så skal jeg på min sidste rejse, den sidste tur, inden skrotpladsens fred venter mig. Og ved du hvad? Jeg glæder mig!