Point of no return

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort fiktiv tekst, der tager sit udgangspunkt i udtrykket "Point of no return". Udtrykket skal forstås på den måde, at her er der ikke mulighed for at vende om. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje. Din tekst SKAL indeholde et tydeligt "point of no return", hvor det er 100% sikkert at der ikke er nogen vej tilbage.

Han rystede på hænderne da han tog fadet ud af ovnen. Han havde været så fraværende, at han pludselig kom i tanke om, at han ikke anede om han havde puttet salt i. Skulle han tænde stearinlys? Nej, det ville give det forkerte indtryk. For fanden han havde det skidt. Hvornår kom hun dog hjem? Han satte sig ned på stolen og stirrede frem for sig. Han tog en slurk vin og mærkede varmen sprede sig ned gennem halsen.

De sad overfor hinanden. Hun virkede ængstelig. De havde været tavse siden hun trådte ind af døren. Han havde stille sagt hej, mens han gik et halvt skridt frem for at give hende et knus eller et kys, men hun gik forbi ham i samme øjeblik, og han følte sig pludselig kejtet overfor den kvinde, han havde været så intim med de sidste 10 år.

De spiste i tavshed.

"Hvordan har du det?"
"Ja, hvordan tror du?"
"Undskyld, det var ikke... "

Hun kiggede på ham. Hendes øjne virkede vagtsomme, mistroiske, hadefulde? Hun tog sit glas langsomt op, mens hun bare stirrede på ham. Vinen forlod glasset og gled langsomt over hendes læber og ind i hendes mund. Den mund der altid fik ham til at tænke på sex.

Han slog blikket ned, og lagde bestikket ned. Han tog konvolutten og kørte den rundt i hans hænder.
Han kiggede igen på hende. Hun fnøs, og lagde bestikket lidt hårdere fra sig end normalt. Hun rodede i sin taske og fandt sine cigaretter frem og tændte en.

De havde hele tiden været enige om ikke at ryge indenfor i huset, men det var vist ikke lige nu han skulle kommentere det.

Hun tog et dybt sug af cigaretten og pustede langsomt ud, mens hun sad med halvt korslagte arme med cigaretten pegende som en anklagende pil mod ham. Hun så foragteligt på ham.

"Nå? Hvad bliver det til?"
"Jeg... jeg har forsøgt, at skrive lidt... jeg ved ikke om..."

Han lagde brevet foran hende.

Hun stirrede på ham.

Hun tog endnu et dybt sug af cigaretten. Hun tog konvolutten og åbnede den langsomt, som om hun udmærket vidste, hvad han havde besluttet.

Hun sad stift og læste, mens cigaretten passede sig selv mellem hendes fingre. De fingre, der om noget havde tændt ham. Han havde altid elsket hendes fingre.

Han kiggede op på hendes ansigt. Tårerne trillede langsomt ned over hendes kinder. Hendes hænder begyndte at ryste. Så lod hun brevet falde og tog begge hænder op til munden og begyndte at hulke. Som om al deres fjendskab ramte hende i dette øjeblik, krøb hun langsomt sammen på stolen mens hun tog armene om knæene. Hun rystede over hele kroppen.

"Så, det var det?"
"...ja, jeg kan ikke mere..."

Skriv kommentar

Besvarelsen Den sidste date er publiceret 22/02-2014 16:19 af Jesper Damgaard Johansen (JesperD) under skriveøvelsen Point of no return.
Version 2 - 22/02-2014 21:23
Besvarelsen er på 456 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

6 år siden
#1 Martin K. Hansen (Dusty)
En rigtig god tekst, dejlig kort og præcis. Fordi den er så kort og præcis kan der lægges mange forskellige fortolkninger ned i den. Altså, hvorfor det gik galt, hvilket slags forhold de har haft osv. Jeg synes den rigtig gode flertydighed kunne være blevet styrket, hvis du havde udeladt det med brevet. Men godt skrevet er det i hvert fald.
6 år siden
6 år siden
#2 Jesper Damgaard Johansen (JesperD)
Kære Martin

Mange tak for din kommentar!
Du har nok ret i at teksten ville have været mere åben (eller flertydig) uden brevet, men jeg ville gerne nå frem til opgøret og tænkte at det var et billede på hvor svært det pludseligt kan være at dele sine tanker med ens kæreste/kone hvis det går galt. Men slut-bemærkningen kunne nok have været udeladt og ville have ladet brevet stå alene og muligvis havde det virket bedre.
Mange tak fodi du tog dig tid til at kommentere.

Vh
Jesper
6 år siden