Jeg stryger dig over kinden. Forestiller mig hvordan din hud vil se ud. Dit højre øje sitrer. Du har sovet uafbrudt i halvandet døgn nu. Dine vågne øjeblikke er blevet kortere og kortere den sidste uge. Jeg kører blidt min pegefinger rundt i dit ansigt, præcis som da du var lille. "Nus mig" sagde du altid. Fra du var helt helt lille, var du vild med de lette bløde strøg.
Jeg forbander kræften der har taget dine lange slangekrøller. Med min fornuft, ved jeg godt, det ikke er sådan det forholder sig. Du har ikke haft slangekrøller, siden du klippede dig skaldet efter din konfirmation. Nu har kemoen taget dit hår...
Jeg føler mig så tom. Ingen, ingen mor bør opleve det her. Jeg er magtesløs og svag, ved ikke om jeg kan. Men vi har lavet en aftale. En aftale som jeg bliver nødt til at holde. Jeg husker, hvad du sagde til mig, at du fortryder mest. At du ikke har sagt fra noget før. At dine små piger er nødt til at se dig sådan her.
Jeg ser den afgrundsdybe kærlighed i dine grønne øjne, når de kravler rundt på dig. Jeg ser smerten i dem, når de putter sig ved din hals. I de øjeblikke ser og rummer jeg din fortvivlelse, jeg tager din styrke ind og mærker min egen svaghed.
Min smukke livskloge datter. Jeg hører dine ord igen og igen. "Mor, husk det er en befrielse for mig at dø". Jeg holder mit løfte. Jeg holder vores aftale. Jeg rejser mig fra stolen, hvorfra jeg har vogtet over dig i to måneder. Kvalmen får mig til at bukke sammen. Tårerne brænder og min hals snørrer sig sammen. Jeg drejer ansigtet bort mens mine fingre famler med droppet. Jeg gentager igen og igen "Det er okay, det er okay".
Jeg befrier dig.

Da jeg lukker døren til dit soveværelse kommer pigerne hoppende. De krammer mine rystende ben. "Momse" plyndrer de i munden på hinanden. Jeg lukker øjnene og må støtte mig til væggen. Jeg sænker hovedet og trækker vejret helt ned i maven.
"Camille, Jeg skal nok passe godt på dem for dig" hvisker jeg lydløst.