Geoffrey kontrollerede seletøjet endnu engang, mens han mumlede ned i hesten øre. Hun gav et hop frem, men Geoffrey fik hende hurtig tilbage i formationen. Det var lykkes dem at overraske mamalukkerne, ligesom de krydsede en dal. Nu var mamelukkernes fanget i dalens bund, mens de selv havde taget stilling på bakken over dem. Styrkemæssigt matchede deres infanteri hinanden, men mamelukkerne havde ingen kavaleri. Så Geoffreys rytterenhed var blevet placeret på venstre side af bakken. På den måde kunne de flankere fjenden, når de var låst fast i kamp med infanteriet.
Geoffrey kiggede sig omkring, hvor mændene gjorde sig klar til kamp. Nogle var højlydte og skvadrede løs, men de fleste ordnede blot deres udstyr eller stirrede frem for sig. Geoffrey smilede, den værste iver efter generalens tale havde fortaget sig. Generalen havde med vilde øjne ævlet løs om, hvordan det var deres hellige pligt at dræbe de vantro. Talen var ikke ny for Geoffrey og han havde hurtigt stoppet med at lytte. Til slut havde generalen lagt op til det obligatoriske kampråb, hvor mændene skulle brøle deres frygt ud. Halvhjertet havde Geoffrey forsøgt at deltage i råbet, men var knækket sammen af grin, da han fik øje på Phillipe og Conrad. Phillipe havde forgæves forsøgt at vække Conrad, der var faldet i søvn under talen. Men da mændene begyndte at brøle, var Conrads hest stejlet og både Conrad og Phillipe røg af hestene. Conrad var fløjet op med trukket sværd og mord i øjende, men han havde været hurtig til at bukke for det grinende publikum.
"Se det er kammerater som Phillipe og Conrad, der er den virkelige grund til jeg bliver her", tænkte Geoffrey. Han havde for længst mistet enhver tro på pligt og ædle idealer, men bare tanken om at skulle forlade sine kammerater fik hans bryst til at krympe sig. De hørte sammen og de måtte passe på hinanden for enhver pris.
En gjaldende trompet hev Geoffrey ud af hans tanker og han rettede sig i sadlen. Infanteriet havde påbegynde angrebet og løb nu lidt for ivrigt ned af bakken. Deres formationer var allerede ved at gå fra hinanden flere steder og Geoffrey kunne høre officerernes hektiske kommandoer. Phillipe hvæsede med sammenbidte tænderne, "fjolser, kan I ikke se hvad I har gang i". Han havde ret, de udskrevne bønder havde formået at forvandle en sikker sejr til en mulig katastrofe, og nu var det igen op til Geoffrey og hans kammerater at redde dagen.
Så kom kommandoen, Geoffrey tog sig selv i at holde vejret, da de satte i trav rundt om fjenden. "Husk nu hvad du har lært, hold formationen og hold øje med din sidemand", tænkte Geoffrey, mens han skævede til Conrad og Phillipe. Det mærkede forkert det her, de var alt for få. Hvis infanteriet ikke formåede at holde fjenden beskæftiget, ville det gå galt. "Angrib", brølede generalen og i perfekt formation buldrede Geoffrey og hans kammerater imod fjenden.