"Jeg ville jo, hvad der var bedst for hende!" galer jeg. Vanviddets raseri gør knoerne hvide mod gelænderet.
Min datter er for mit blik: tynget af min kærlighed, tvunget fra den fordrukne mor. Nu er hun borte.
I det dunkle aftenlys ægges jeg af dønningens ro. Hun smiler op. Jeg råder bod. Og giver slip.