Jeg stirrer på dem, og det er næsten ikke til at holde ud. Min hud føles som om, den brænder. Fingrene sitrer efter at gøre noget. Rive ham i håret. Råbe og skrige og være ligeglad med, at alle kigger. Skubbe så hårdt til ham, at han lander på jorden, imens han vrider sig i smerte. Mine egne tanker skræmmer mig lidt, men jeg kan ikke styre det. Jeg må spænde i alle muskler for at sidde stille. Det føles næsten som at være fanget. Jeg er bundet på hænder og fødder. Hun sidder sammen med ham. Hun vil helst sidde sammen med ham. Ikke mig. Og der er ikke noget, som jeg kan gøre ved det. Det er noget af det mest frustrerende nogensinde. Jeg får næsten kvalme af hendes ellers så fine klokkelatter, der kommer som reaktion på noget "åh så sjovt", som han lige har sagt. Jeg ser væk et øjeblik, men mit blik drages hurtigt tilbage. Mine øjne brænder sig ind i hans hånd, der blidt fjerner noget hår fra hendes ansigt, og hendes hånd, der "helt tilfældig" rører hans arm. I det øjeblik ønsker jeg mere end noget andet, at jorden skal åbne sig under ham, så han forsvinder, for derefter aldrig at komme tilbage. I hvert fald ikke her i nærheden af hende. Niagra Falls af diverse grimme bandeord, som jeg ikke tør sige højt foran de andre, løber igennem hovedet på mig. Det føles som om, at min verden er ved at gå under. Hun vil bare ikke have mig. Men hvorfor skulle det lige være Mads? Mads, som altid får de bedste karakterer. Mads, som altid kan få alle til at grine, og som altid er midtpunkt. Selvfølgelig skulle det være ham. Ham med hans irriterende smil og provokerende, men dog pletrammende kommentarer. Pludselig sker det. Han læner sig frem, og deres læber mødes i et kort kys. Men det er dog et kys.
Få sekunder efter er jeg på vej ud af skolegården, væk fra dem, imens jeg ignorerer mine venners råb om, at vi stadig har to timer tilbage.
Jeg er sgu da ligeglad, tænker jeg.