Jeg er gået i skoven, skrev J.

I mellemtiden har skoven lukket sig om sig selv. Der er ingenting tilbage. Ikke et eneste blad. Hun står på fortovet - det er efterår, men nogle har været ude med riven.

Betjenten ser på hende med kondolerende øjne. "Der er ingen skove her," siger han.

Hun tror ikke på det, selvom hun kan se at det er sandt. Skoven må være her et sted. Der er så mange træer på deres villavej, ege og blodbøge. Betjentene tror at J. er væk, men J. har jo selv sagt...

Skoven. Der hvor sylfiden er.