Han kunne knapt høre sine egne tanker for vindens susen og mavens rumlen. Cessnaens skrog var blevet revet op ved den voldsomme landing, og sneen føg ind gennem hullet. I det mindste var han rimeligt beskyttet mod vinden i denne ende. Han viklede det uldne tæppe endnu tættere omkring sin krop, i mens han forsøgte ikke at skæve over mod Mike's lig. Det var flere dage siden at han holdt op med at røre på sig. Han havde følt skyld over at være glad for at den konstante klynken forsvandt, men nu var sulten den mest overvældende følelse. Flere gange havde han rakt ud mod sin ven, men hurtigt taget armen tilbage under tæppet. Endnu engang rumlede den tomme mave. Det hjalp ikke længere at spise sne, sultfornemmelsen kunne ikke holdes nede. Han så væk og langsomt samlede hans hænder sig om et koldt ben. Det var nærmest overmenneskelig styrke der skulle til for at blive ved med at se den anden vej, mens han trak i kroppen. Endelig kunne han mærke Mike's ene ben ligge henover sin tæppeklædte krop. Han prøvede at tænke på familien derhjemme, på at det vigtige var at overleve så længe som muligt, så redningfolkene ville finde ham. For det ville de! Han trak Mike's bukseben op, og mærkede på lægmusklen. En tåre sneg sig ud under øjenlåget, da han lukkede øjnene. Han løftede benet til munden. Det føltes køligt imod hans læber, ikke længere varmt og imødekommende som Mike. Men det var jo heller ikke hans ven længere! Det var jo bare et efterladt hylster fra det der havde været hans kammerat. Han blottede tænderne og satte dem i det kolde kød. Det var forbavsende svært at trænge igennem huden. Den dyriske sult tog over og han angreb mere aggresivt. Ved at kaste med hovedet lykkedes det ham at trække et lille stykke af. Euforien over at endeligt at have noget spiseligt i munden, noget med næring andet end den impotente sne, var overvældende. Han begyndte at fouragere mere systematisk, mens han slikkede på sine fingre for at få alle rester med. Det smagte egentlig mest som kold kylling.