Eksplosionen er lydløs i de første nanosekunder; menneskekroppe vender sig på vrangen, skrigene bliver fanget indeni. Men indersiden af deres ansigter; deres bagudbøjede arme; de blafrende sener er højrøstede alligevel - som lydbølgen der er forsinket, men som nu slynges ud sammen med de udtværede, røde masser; muren af sammenpressede lydbølger spreder sig som ringe i vandet; kvæster alt i en radius af hundredetusinde kilometer, mens jeg selv falder på knæ; beder min sidste bøn, lader mig i dette skæbnens øjeblik fritage for ansvar, opgiver og ser bedende til himmelen. Det er et traume, jeg gennemlever, hver gang de skændes.