Det var ikke til at regne ud, hvis ikke man vidste det. Han var så rar og sympatisk, og hans venlige øjne og pænt redte hår signalerede, at han var en god mand. At han havde styr på sit liv. Ingen vidste, at det var en løgn. Ingen havde en idé om, hvad der gemte sig bag facaden. Hvilken forræder, naboerne hilste på hver dag, og hvilket uærligt menneske kollegerne smilede til i løbet af ugen. At tanker så frygtelige, så grufulde og så forfærdelige, kunne udtænkes i hans kønne hoved, kunne ingen forestille sig. Den pæne mand. Den rare familiefar. Den dygtige medarbejder.
Nej, ingen havde set det for sig... Ingen, på nær én. Han selv havde vidst det længe, faktisk så langt tilbage han huskede. Det havde gjort ham flov og vred, og han havde lagt al sin energi i at skjule det. Han vidste, at det var forkert, og at ingen ville forstå det. Alligevel lå det ham så naturligt, at han indimellem glemte alvoren i den ulovlighed og den frygtelige ugerning, det ville være.
Han følte sig uforstående overfor sin egen lyst. Kunne ikke rigtigt forstå det, og det drev ham til vanvid. Han vidste ikke, hvor lang tid han kunne holde sig tilbage. Hvor lang tid han endnu kunne gemme sig. Hvor lang tid han endnu kunne lyve. Og det skræmte ham. Han følte det uretfærdigt, at han ikke kunne få lov til at give efter. At han ikke kunne få lov at nyde det, han drømte allermest om.
Nej, ingen kunne nogensinde forestille sig hans inderste hemmelighed. Og ingen kunne forstå hans valg, da man fandt ham i skoven. Den pæne mand. Han havde taget en beslutning. Han var en helt, men uden man vidste det. Han havde redet byens børn fra et monster.