Jeg sad der og kiggede på jer og tænkte, og overvejede hvad det var i talte om.
Mine tanker gik mange veje og jeg var så vant til at sidde der og se på og føle mig udenfor, fordi ingen tog hensyn til jeg var der.
Og hvorfor skulle de? De viste jo ikke hvordan det var at være mig og kunne ikke føle, hvordan det var at være mig. Og måske henvendte de sige til mig, var svært at vide for mig. På en måde er det rart at være mig, men det er også ensomt selv om jeg jo er heldig aldrig at høre alle de dumme bemærkninger og skulle tage del i noget jeg ikke gider.
Lige nu synes jeg mit handicap er irriterende, fordi det forhindre mig i alt for meget og tager min tro på mig selv helt fra mig. Men samtidigt så elsker jeg at være mig og vil ikke havde det anderledes, fordi så var jeg ikke mig.
De vil operere, de vil lave det ene og det andet og de vil give mig hjælpemidler, men når jeg får dem, så bruger jeg dem ikke, fordi jeg er så vant til at være den jeg er, at de skræmmer mig, fordi så kan jeg mere end jeg plejer og det er uhyggeligt.
Så kan jeg ikke gemme mig og lukke af for resten af livet og passe på mig selv inde i mit lille iglobo, hvor ingen andre må komme.
Jeg acceptere mig, som jeg og lever med det jeg har og jeg tænker ikke over om det er ok for andre, fordi jeg godtager alt hos dem, og forventer jeg må være mig. Derfor bliver jeg tit overrasket og ulykkelig over det, når jeg får en på hatten og ingen får af vide jeg ikke dur, og er forkert og ikke ser rigtig ud og har det forkert tøj på.
Men for hver gang det sker, så bliver jeg stærkere og stærkere og mere og mere umulig at slå ud og smadre, og kan til sidst gå igennem ild og vand, fordi jeg er blevet til sten og mit hjerte har et hylster om sig, som til enhver tid beskytter mig og passer på igen kommer ind og træder på mig og smadre mig, blot fordi jeg ikke er som de andre, fordi jeg er mig.