"Stop nu! Det er ik' tid" hvisker jeg bestemt til mit urolige hjerte. Det er altid på de dårligste tidspunkter at det går i selvsving. Det er altid når vi er alene sammen. Dunk! Dunk! Dunk! Hamrer det afsted, og det forbavser mig at du ikke har hørt noget endnu. Du inviterede mig med i biografen for et par dage siden. Jeg var så lykkelig at jeg næsten var nødt til at amputerer min egen arm, som et bevis for at det ik' var en drøm. Alligevel takkede jeg nej, for jeg var ræd for at mit dunkende hjerte ville overdøve filmen, og gøre mig til grin. Skuffelsen i dit ansigt havde ik' været til at tage fejl af.

Nu står jeg her på øverste trappetrin til dit forstadshus. Jeg ser dig, gennem det matterede glas komme mod mig, og min hjerterytme stiger. Du åbner døren og solen opsluges af dit væsen. Dit ansigt er tæt på mit da du med blomsterstemme stille hvisker i mit øre: "Er du parat til eventyr?"
Solen og varmen fra din krop har udtørret min mund, og det eneste jeg kan ytre er et forfjamsket "Uhm...". Men du smiler og tager fat i min hånd. Jeg kan næsten hører sveden i fladerne fordampe, og min hjerterytme stiger til presto.

Dit værelse ligner helvede, og ting flyder som både på en voldsom sø. Alligevel er jeg ligeglad for alt hvad jeg ser, er dig. Liggende der på sengen som et dyr jeg aldrig har set så tæt på før. Jeg hører lyde rundt omkring, men lukker dem ude, da jeg bevæger mig langsomt mod din sengekant.

Vi var godt i gang, og detaljerne har jeg med vilje glemt. Lydene blev højere, og højere, og højere. Jeg ignorerede dem, men det var ik' nogen god idé. Pludselig som et varsel, gik døren op, og du skreg i vilden sky.
"Undskyld! Det er så lang tid siden. Jeg har ik' haft tid til at øve mig, undskyld..!"
Dine øjne var store og skræmte. Din dyne dækkede intime steder, og din finger pegede mod døren.
Jeg vendte mig om, og gav med halvkvalt stemme og ingen bukser, din far et akavet
"Hej..."