Jeg husker den sidste gang jeg var her. Normalt kan jeg tænke på stedet uden at fortrække en mine, men nu hvor jeg er tilbage efter så mange år, så mærker jeg tydeligt hvor svært det er at holde en følelsesforladt maske. Træerne står endnu, og den eventyragtige stenbænk, hvor jeg kyssede hendes glatte, røde læber for første gang, står der endnu. Nærmest svøbt ind i skovbærbuske og vilde roser. Jeg tørre hurtigt en vildfaren tåre af kinden, og tager en dyb indånding. Det er vigtigt at jeg holder min facade.
"Har du det bedre nu David? "
Hendes stemme var oprigtigt bekymret, hvilket ikke lignede hende. Hendes kolde hånd, placeret på min skulder, sendte kuldegysninger gennem min krop, og jeg viftede den hurtigt væk. Parfumen hun havde på gav mig kvalme og jeg følte at hendes tilstedeværelse, forurenede de minder jeg havde i og omkring dette sted.
"Jo, lidt bedre har jeg det vel... "
"Bare kom tilbage når du har kaperet hvad der skal kaperes. Jeg forstår godt hvordan det der skete med Sophie påvirker dig".
"Gå nu bare, jeg kommer når jeg kommer" snerrede jeg og stak hænderne i lommerne på mine jeans.
Jeg var måske en kende brysk og afvisende, men hvad der var sket med Sophie påvirkede mig mere end en simpel bekendt kunne forstå. Duften der væltede ud fra de mange buske i denne beroligende udkant af en ellers skræmmende skov, vækkede mange minder i mig som jeg ellers med tiden havde gemt væk i den bageste afkrog af min hjerne. Et mørkt sted, hvor jeg normalt aldrig kom.
Et sted fra hvor jeg stod hørtes små hyl. Enten var det børn der legede voldsomt, eller også var det hvalpe der ligeledes legede, jeg kunne ikke blive enig med mig selv om det. Det eneste jeg vidste var at jeg havde spildt mit liv, og Sophies pludselige død var et spark i skridtet om at jeg måtte ændre min måde at leve på. Jeg gik over til stenbænken for at sidde ned et øjeblik. For mit indre blik dukkede scener fra vores kærlige lege op, som sad jeg i en biograf der kun viste mit liv i revy. Hendes ansigt var belyst af glæde, mens mit bare ventede på at komme videre i livet. Endnu en varm tårer løb ned ad min kind og endte sin færd i det våde græs.
Stenbænken var varm og fugtig fra gårsdagens regn. Fugle kunne høres omkring mig, og jeg førte hænderne stille op til mit ansigt. Jeg lod, efter flere års beherskelse, endelig mine følelser for afdøde Sophie, få frit løb. Jeg savnede hende mere end nogle kunne begribe. Børnene der før legede voldsomt kyssede uskyldigt hinanden.