Hun tager fat om mig, og fejer raskt gulvet i hurtige bevægelse. Mine hår bliver helt ømme, og jeg jamrer lydløst. Støv, fnuller og bakterier fylder mine næsebor op, så de kommer til at sitre. Det er ikke særlig rart. Hun fejer og fejer og fejer. Jeg bliver en smule utålmodig, da hun bruger meget lang tid på at feje alle hjørner. Gud hjælpe mig om hun ikke fejer hjørnerne to gange, for at være sikker på, at der er bliver helt rent.

Det kildrer i min næse, og jeg kommer til at nyse, fordi der er helt vildt meget støv i hjørnerne, hvor hun bare blive ved med at feje.
Da hun mener, at hjørnerne er rene begynder hun, at lede efter en fejebakke, men da hun ikke kan finde en vælger hun i stedet for at bruge et stykke papir. Det gør helt vildt ondt i mine hår, da hun fejer alt det beskidte op på det skarpe stykke A4-papir. Der sidder helt vildt meget skidt tilbage i mine hår, og jeg væmmes allerede ved tanken om, hvor længe det skal sidde i mine hår, førend der kommer et menneske, som fjerner det.

Jeg tror, at hun ikke har det særlig godt idag, for hun holder helt vildt stramt om min skaft, og borer sine negle ind i træet, som om, at hun er bange for, at jeg glider ud af hendes hånd, hvis ikke hun holder afsindigt godt fast. Gad vide, om hun også gør sådan, med de mennesker, som hun kender. Holder så hårdt fast, at de ikke har en jordisk chance for, at rive sig løs.

Jeg væmmes igen ved tanken. Så borer hun neglene yderligere ind i træskaften, og løfter mig pludseligt op fra gulvet. Nogle af de hår, der hænger fast falder til jorden, og jeg kan endelig ånde helt frit.

Så gør hun pludselig noget, som hun aldrig har gjort før. Hun bærer mig udenfor, og begynder at slå mig mod en mur. Støv, sand og hår flyver i alle retninger. Det gør helt vildt ondt, men samtidig er det rart, for jeg hader virkelig, at hænge på væggen i en helt uge, inden jeg bliver brugt igen fyldt med bakterier, for jeg får så nemt influenza.

Hun hamrer mit hår ind i muren, og jeg kan mærke, at det virkelig hjælper for mængden af bakterier bliver til al tydelighed reduceret. Men pludselig går der et stykke af skaftet, og mine hår falder ned på jorden. Hun står stadig med den ene del i hånden, og den anden del ligger på jorden.

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, for jeg ved godt, hvad det betyder. Jeg er gået i to stykke, og så bliver jeg smidt ud. Det sidste jeg husker er, at containeren bliver smækket hårdt i, og jeg nyser en sidste gang, fordi der stadig sidder en vildt irriterende nullermand i mine hår.