Store sko går hurtigt forbi hende, ignorerende og fortrydende. Hendes hår minder om kastanjen med spor af solens fingre, da det endnu var varmt. Hun lægger skiftevis vægten på hælene, så på tæerne, hun gynger nærmest. Synet af hende får støvet indvendigt til at røre på sig, og til sidst hvirvler det rundt. Hendes mundvige løftes og hvide tænder lyser om kamp med solen. De store sko standser brat op, totalt bestyrtede og stumme. Øjnene hviler nu på de store sko - det er gået op for hende hvem de tilhører, og det fraværende blik stivner sammen med hendes ansigt. Det er dét de store sko gør ved hende. Bare den ene del af personen foran hende, skræmmer hendes hjerte så meget, at hun ville ønske, hun kunne gå i ét med buskene bag hende. Det er de store sko gør - hun bliver fuldstændig tavs af bare hjertebanken. Som om de ikke var værst nok, hjælper personen der bærer dem heller ikke. Hverken det sorte blanke hår, det lange ovale ansigt eller den glimtende glans, som øjnene besidder. Det bliver alt sammen spildt på hende og for hende. Hvis hun bare kunne spole tiden tilbage, og møde ham igen igen på midten af perronen - gad vide hvor hun så havde været i stedet. Imellem tiden, er det som om tiden er gået i stå. De står og betragter hinanden i tavshed, mens blæsten skynder på dem. Det er ham, der som den første vender rundt på hælene og bliver mindre og mindre på vejen. Hvis man kiggede på indersiden af hende, ville man se, at struben havde snoet sig sammen, som en våd klud, og kinderne var så varme, som havde solen skoldet dem. Det var for sent, og kunne ikke blive mere end for sent - og så aldrig.