Æbleskroget lå på jorden. Der var stadigvæk lidt tilbage på Æblet. Kun lidt, ikke meget.
Pigen kiggede på Æbleskroget med store øjne der tiggede af sult. Hun var ikke underernæret eller fattig. Der var stadigvæk mad i maven efter frokosten, og hun havde pænt tøj på.
Men hun gik ikke videre. Hendes blik blev på Æblet. Hvorfor? Hun vidste det ikke. Men det lå lige der... lige midt på fortovet.
Hun forstilede sig personen, der før havde været ejeren af Æblet:
Det var en mand. Han var på vej ned til boghandleren, mens han tog store bider af Æblet. Han sugede saften fra Æblet til sig, resten løb ned ad hagen. Æblet blev mindre og mindre, og hans bider blev større og større. I hans grådige spisning, kom han til at spise noget af Æblekernehuset. Han smid resten af Æblet ned på fortovet, i foragt over Æblekernernes smag. Resten af Æblet måtte ligge på fortovet, forladt og ensom.

Æbleskrogets kød var brunt og blødt. Skrællet var stift, og var ved at falde af. Man kunne se ind til kernerne. Deres beskyttende hus var væk.
Pigen kiggede stadigvæk på Æblet. Hendes tænder løb i vand, og savlen løb langsomt ned ad hagen.
Hun bøjede sig ned, bare for at se lidt nærmere på det. Hun snublede, og tog fra med hænderne. Æbleskroget lå lige foran hende. Med skidtet fra fortovet tog hun fat om Æbleskroget. Æblet var fyldt med skidt og snavs fra jorden. Men alligevel tog hun forsigtig en bid. Denne ene lille bid var starten på et kaos.
Hun bed grådigt af det beskidte æble. Bid efter bid, kværnede hun æblet ned. Hun var som et vildt dyr, der aldrig før havde spist. Slev kernehuset blev spist i store og veltilfredse bider. Da æblet var væk, var hendes ansigt fyldt med jord, savl og æblesnask.
Pigen rejste sig op fra fortovet. Hun tog en serviet op fra sin lomme, og tørrede sig om munden.
Pigen gik videre. Hun forsvandt fra gaden.

Næste dag var manden på vej ned til boghandleren. I hans hånd holdte han et æble. Igen bed han store stykker af æblet, så saften løb ned af hagen.
Han var altid alene på denne gade, det gav ham muligheden, for at spise som han ville.
Kernehuset dukkede op, og Æbleskroget blev igen smidt på fortovet.
Han undrede sig aldrig over, hvorfor hans æbleskrog altid forsvandt på mystisk vis. Det kunne være alt muligt: Skraldemænd, samfundstjeneste, og sågar beboerne.
Men han så ikke pigen, der gemte sig nogle få meter bag ham. Han så hende aldrig, på hans daglige tur til boghandlen. Han gik videre, og forsvandt fra gadebilledet.
Pigen pilede stille hen mod fortovet. Med stor lyst så hun ned. Æbleskroget lå på jorden.