Jeg går i et hastigt tempo. Jeg har ikke noget begreb om tiden eller hvor henne, jeg befinder mig. Men jeg ved, at jeg er ligeglad. Det beskriver bedst min følelse. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre eller ikke gøre. Jeg finder mig ikke i noget.
"Jamen, forstår du ikke, hvad det er, jeg prøver at sige til dig?"
Jeg kan stadigvæk høre hendes stemme i mit øre. Hendes blide men ængstelige stemme, der prøver at trænge sig vej ind til mig. Jeg kan stadigvæk mærke hendes varme arme omkring mig og duften af hendes parfume, der er så stærk, at den gør mig lettere svimmel.
"Hør nu på mig."
Det er ikke senere end i går, at vi lå tæt sammenknugede på sengen. Hun blev ved med at holde om mig, jeg følte, at jeg blev kvalt. Jeg havde lyst til at briste mig fri, og alligevel var der noget indeni mig, der ikke kunne gøre det imod hende.
"Hvorfor vil du ikke høre på mig?"
Jeg forsøger at ryste hendes stemme af mig. Men så smuk hun er. Jeg mindes hendes klare øjne, der rummer så meget dybde men samtidig så meget alvor.
"Stop nu og forstå hvad det er, jeg prøver at sige til dig."
Mine fødder slår hårdt imod fortovet. Jeg skal skynde mig. Hvis det skal være, så skal det være nu. Der er ikke et sekund at spilde. Regnen pisker ned, og det føles som knytnæveslag. Det er sen aften, og der er næsten ingen oppe på dette tidspunkt af døgnet. Jeg løber næsten, mine omgivelser virker monotone og fjerne. Det går hastig igennem den ene gade efter den anden.
"Vil du ikke godt lade være med at sige noget så forfærdeligt. Forstår du ikke, hvor ondt det gør på mig at høre dig udtale de ord?"
Jeg får pludselig tinnitus og må holde mig for ørerne. Det gør ondt, og jeg bander for mig selv. Hvis jeg dog blot kunne rive mig fri af hendes stemme.
"Bliv hos mig. Vil du ikke nok? Hvad skal jeg gøre, for at du bare...bliver hos mig."
Jeg er endelig fremme.