Tæsk, det var alt hvad jeg var god for. En knytnæve af sten ramte mit dunkende ansigt, og mit syn blev tåget. Jeg kiggede op på den smilende mand og rejste mig op. Ild vibrerede under min hud og stak ud som flammer der lyste. Sten mod ild, der hurtigt strøg imod hans retning. Slå ham, hårdere, hårdest, ned i gulvet, for alt jeg var god for var tæsk. Adskillige år hvor man er blevet basket væk som en flue. Jeg slog ham indtil han lukkede sine kolde øjne. Rollerne var byttet, verden var ikke den samme
Aldrig undervurder løbeild.