"Fuck mig. " Var den første tanke der ramte mit hoved, idet jeg løftede det fra hovedpuden. Vækkeurets skingre, irritationsfremkaldende ringen, fik ganske enkelt mit syntetisk fremstillede blodprodukt til at boble ustyrligt. Vækkeuret eksisterede ikke fysisk, men derimod var vækkeuret en indstilling, udelukkende muliggjort af artikulationen imellem min smartphone, og mit centralnervesystem - som samarbejdede via. En kombination af mine egne biologiske elektriske impulser i mine neuroner, og den artificielle elektriske aktivitet som eksisterede i teknologien. Præcis hvordan denne teknologi fungerede - det anede jeg ikke.
Men op ad sengen skulle jeg, for arbejdet kaldte.

Jeg greb naturligvis min smartphone som det første - hvori jeg fremmanede en applikation som kommunikerede med et indopereret apparat i min pancreas, som via. Farmakologisk produceret Glukagon- hormon, kunne frigive deponerede komplekse kulhydrater fra mine - pr. selvfølge - opgraderede - tværstribede muskulaturer, og fra mine leverceller. "Dette er en helt normal fysiologisk funktion - men jeg kan selv kontrollere det. " mumlede jeg til mig selv, og aktiverede derefter applikationen, som gjorde at jeg ikke var nødsaget til at spise den første time. Jeg var sjældent sulten lige fra morgenstunden.

Jeg behøvede intet mere, eller mindre - end én tanke, for at få hele mit netværk op på indersiden af min nethinde. "Nej, for fanden. Mikkel har fået et nyt Hoverboard. Eller rettere - et nyt, gammelt Hoverboard. Jeg kan fandeme tydeligt huske, dengang i 2014- 16 hvor alle folk kørte rundt på de der skaldede bræt med hjul, og kaldte dem "svævende board". " - Det var en meddelelse jeg sendte til min "Kæreste" - som egentlig, teknisk set var en robot, så derfor måtte jeg løbende give "hende" lidt informationer omkring fortiden som vi plejede at kende den.

- Kasper Lund