Glasskår og pandekagerester lå spredt ud på det lakerede trægulv. Det lille mærke i køkkenvæggen afslørede, hvad der var sket. Torben kiggede vredt ned på det, der for få sekunders siden havde været hans morgenmadstallerken. Vejrtrækningen begyndte stille og roligt at finde sit almindelige leje igen, og de spændte knytnæver blev langsomt løsnet. Det var dråben, tænkte han. Og så lige på en søndag. Han hev en gul post-it-seddel af køleskabet og tog en blyant ovre fra køkkenbordet. Han skrev så hårdt, at den kunne knække når som helst. "Kirsten, nu har du den ondelyneme puttet salt i sukkerskålen igen!"