Endnu en nat fuld af tanker, følelser, dårlig samvittighed. Helt alene, stadigvæk. Kigger på arret på min arm. Det er ikke det eneste, de andre er skjult af tøj eller umulige at se uden spejl. Fingrene flyver op til panden, finder det dybeste. Hvorfor ikke mig? Vi var fire, men de døde; to med det samme, nr. 3 efter hårde dage hvor jeg græd og bad ved sygesengen. Så begyndte alarmen, og så var der kun mig. Kun mig i vores hus. Kun mig og minder om barneleg, familiesnak, du og jeg, os og dem. Minder om kærligheden der forsvandt.