Hun så spåkonens glaskugle trille langs bordet. Hun ville stoppe den. Det hvide blod... den grønne have...
Glaskuglen balancerede på kanten. Den legede med hende - opførte sig som en gynge, men hun var ikke på. Hendes far skubbede hende ikke. Han kunne ikke gribe hende. For sandheden var jo, at hun allerede var faldet.
"Jeg tror godt jeg kan gribe den, " hviskede hun, "jeg er sikker på at jeg... "
Glaskuglen knustes i tusind stykker.

Hun løb.
Brudesløret var for langt. Hun havde hele tiden vidst det. Men de ville jo ikke lytte. Dummernikker. Idioter. Forbandede...
"Hvor er du på vej hen frøken? " rynkede øjne betragtede hende, "Er kirken ikke dén vej. " Han pegede på den grå bygning. Klokkerne kimede allerede.
"Er plejehjemmet ik bág kirken. " Gav hun igen, men manden smilede bare.
"Touché. "
"Lad mig gætte, " sagde hun, "du er flygtet. "
"De siger: 'bliv indenfor'. Fucking pernittengryner, man skulle tro der var en strålingsrisiko. " Hun gispede af sproget. "Eller måske nyder de bare de grå rum. " Hun så væk.
"Undskyld barn, men nogen gange er det okay at snakke grimt. Når man mener noget. Sådan rígtig mener det. Så er man nød til at sige det. At føle det. "
"kom, " hans øjne var grønne, "se parken med mig. "
Hun vidste ikke hvorfor hun gik med ham ...
"Der sidder stadig et prismærke i din kjole. "
"Ja "
Hun lod mærket være...
"Tror du ens minder kan forsvinde? " spurgte hun, da de nåede til et blomsterbed, hvor hvide tulipaner voksede. "og hvis de kan, kan man så vælge nogle bestemte fra og beholde resten, eller skál man miste det hele? ".
"Et hukommelsestab er et hukommelsestab. "
Hun sukkede.
"Lad os gå tilbage barn, de må være urolige. " Den gamle mand virkede pludselig så svag, at hun ikke kunne andet, end at følge ham hjem.
"Hvad ser du? " spurgte han, da de nåede kirken.
Hun så sig omkring: "de grønne træer... "
"Hvad mere? "
"Hvide tulipaner. Flokkevis. " hun så mod parken: "en grøn have. "
Manden leede muntert: "hvad mere barn, hvad ser du? "
"Engle, " grinede hun som et lille barn, "jeg ser englestatuer. Jeg ser solen, der skinner ned på mig. Der lyser på mit slør. " Hun vendte sig om, "Jeg ser en fucking hvid kirke! "
Manden var forsvundet.
Hun gik om på den anden side, men der var intet plejehjem. Hun gispede, som hun så en enkelt gynge. Hun satte sig - hun gyngede. Blev skubbet af vinden, der blæste vidundere fra den grønne have.
Hun græd...
Hun smilede...
til den tomme gynge.