Vinteraftenerne i Paris havde aldrig haft den store medlidenhed med Marguerite Gagnons lette Valentino-skørter, tyllen og de andre ligeledes tynde stoffer. Hun frøs noget så jammerligt, idet hun vandrede under de nøgne trækroner på Champs-Élysées, i den generelle retning af Hertugens palæ. Øverst oppe, over Seinens vand og broerne, var himlen stjerneklar, hvor de dog vinkede ned til hende, de små, som i en klassisk gadevise. Hun gik med hovedet lagt næsten benovet tilbage, da han stødte til, den civilklædte betjent, kun ud af øjenkrogen lagde hun mærke til ham, sikke noget, trådte ordensmagten nu til, hvad havde lille Marguerite rodet sig ud i denne gang?
"Fryser De ikke, mademoiselle," spurgte han, bekymret, øjnede hendes lange ben igennem kjolens halvvejs gennemsigtighed. Hvad ville han mon skrive i politirapporten, hvis han tog hende med, forestillede hun sig. Anholdt grundet lav sigtbarhed i tøjet? Ah, jamen, han var jo en mand.
"Jeg er kontorelev," løj hun skamløst, velvidende at enhver vel kunne se, at hun aldrig havde bare set et åbent kontormiljø i sit hele, korte liv. "Jeg er så vant til trækvindene."
Betjenten lo, stoppede hende med en blid hånd mod hendes overarm. Det var såmænd ikke et greb, men Marguerite følte pludseligt en langt større samhørighed med denne fremmede hun havde mødt under stjernedrys og krogede grene. Folk fortsatte deres videre færd på alle sider omkring dem. Det var sent, hvem ville ikke gerne hjem, med undtagelse måske af Marguerite. "Nu er du ikke kommet i dårligt selskab, er du," spurgte han. Marguerite lo, lo ham lige op i ansigtet, mens han blot smilede af joken som han sandsynligvis slet ikke forstod størrelsesordenen af, alligevel.
Hvem havde egentligt også brug for at forstå detaljerne, når de tegnede sig som spindelvæv i hjørnerne, støv på klaveret, frimærkerne på de mange usendte breve i deres kedelige bunke. Ja, hvem gad sådanne tristesser? Ikke Marguerite!
"Det eneste selskab jeg er i, er Deres, så vurderingen må bero på Deres selvindsigt," svarede hun, da hendes latter var stilnet af. Han rystede på hovedet, valgte klogeligt ikke at svare, så han ikke inkriminerede sig selv yderligere. Marguerite lagde hovedet på skrå, strøg sin hånd let op ad hans ikke-uniformerede arm, genkaldte sig grebet han ikke havde gennemtvunget før. "Ville det stadig tælle for en strøgtur, hvis vi slentrede ned ad gaden sammen nu?"
Han kiggede sig omkring en enkelt gang, før han begyndte at gå, men kun i et tempo hun nemt kunne falde ind i. Med et let smil i aftenens rest af rød fulgte hun efter ham, tænkte at det i virkeligheden ikke var hende der var kommet i dårligt selskab, hvor trænet en ledsager hun end var blevet. Ellers.