Han gav hende skam alt.

En garderobe gav han hende, den var forfærdelig og usmagelig, men den var derudover også i rigelige mængder og så kunne hun vel ikke klage, mente de Groot. Hvis kunne betød burde. Hvis burde betød turde.

Åh, Marguerite klagede ikke, hendes protester var for det meste tyste og stille. Hendes ene, men ikke hendes eneste indsigelse var aldrig at klæde sig som en luder, når han ikke var hjemme til at nyde synet af hendes ydmygelse alligevel. Tøjet han valgte på hendes vegne var tydeligvis til gadebrug, til alle de ludere hun var i hans øjne, men et par hotpants kunne gøres ligeså klædelige som skamløse med de rigtige strømper og en endnu løsere bluse til - Marguerite havde altid været ganske ferm til at få meget ud af umådeligt lidt, ikke sandt?

Sådan blev klædeskabet hurtigt hendes mest hadede skatkammer.

Det var jo proppet med G-strenge, glimtede eller glimrede i momenter, de længste øjeblikke, med fishnet-indrullede ben og blottede balder der ikke var nogen andres end hendes egne, selv når han ville have dem, allermest når han ville have hende. Ligeledes var den, hans garderobe, hendes, på bedre dage og til alle andre tider leverandør af smalbenene jeans, samt T-shirts der ikke krammede hende for hårdt. Ja, som en fe-gudmor viste hendes klædeskab sig snart. At være.

Guderne måtte vide, hendes egen mor ville aldrig have hjulpet så velvilligt til! Hun ville have tænkt, at de fortjente hinanden, de Groot og Marguerite, at hun fortjente ham og hun dermed fortjente skammen, for skammen gav han hende især.

Jo, han gav hende skam alt.