Timeglas.

Krymmede knækkede tær, som maler jorden dyb. Kaster skygger i skrald, vandet går, døden forstår, ti sekunder, du er væk, slæbt hen i kælderdøren af dine egne ben, for alt sker, uden intet kan spilde med. På ti sandkorn, er kassen tømt. Ikke flere sandslotte, for vandet er gået og havet stier.
Samler knækkede tær, suger jorden tom, vand opstår, døden får, intet, på din opfordring er han væk, slæbt ned i dybet, af sine egne knogler, for intet sker, uden alt spiller med. På ti sekunder, har du magten. I ti sekunder er det dig, der tæller sandkorn.