"Vil du godt lade være med at ryste med bordet".
Anden gang det blev sagt, blev jeg sur og vrissede:
"Det siger man fandme ikke til en parkinsonramt"
og svaret lød.
"Det kan en hjerneskadet ikke huske".
Hun ville forsone med et knus.
Først da jeg var god igen,
havde jeg lyst til hendes knus.