Når alt kom til alt, var han jo bare en bondeknold. En bondeknold, der ikke havde andet i hovedet end vejr, stråforkortere og gødningsdoseringer. Og stakkels hans kone. Efter hun besøgte den spåkone inde i byen, var hun aldrig helt sig selv. Ingen har nogensinde fået at vide hvad spåkonen havde sagt - men ordet går på, at hun var hvid i hovedet da hun kom ud, og så så man hende ellers ikke før et par dage senere, hvor hun viste sig nede på vaskeriet - uden at sige et ord til de andre koner, der var i færd med familiens vask.

Men bondeknolden havde aldrig passet godt på sin kone. Bevares - han var ikke voldelig eller respektløs over for hende - men han værdsatte hende ikke, ej heller huskede han at tage sine grønne gummistøvler af i bryggerset. Og lige præcis det med gummistøvlerne, havde været en lang og hård diskussion for dem begge. Til sidst gav hun op - og vaskede i stedet gulv efter hvert måltid, når bondeknolden kom ind for at spise.

Mellem dig og mig, kan jeg godt røbe hvad spåkonen sagde. Men du skal love, du ikke siger det videre! Hvis bondeknolden får det at vide, og siger det til Per, der ejer nabogården - ja, så går snakken først. Og vi ved alle sammen godt, at hverken bondeknolden eller Per eller resten af byen kan holde deres mund. Så det her bliver mellem os! Okay? Godt. Så spåkonen sagde til bondeknoldens kone, at hun snart ville få besøg - Er du nu helt sikker på du kan holde tæt med det? Konen henter automatpistolen lige så snart hun får det her at vide; og jeg har hørt hun er en meget bestemt og hidsig dame... Jeg kan så godt li' mit ansigt!

Nå, men i hvert fald. Bondeknoldens kone var til spåkone. Spåkonen havde sagt at bondeknolden havde nået sin aldersgrænse. Da hans kone spurgte ind til denne aldersgrænse havde spåkonen ændret sit udsagn - Nå for søren, er klokken allerede så mange, nu kommer flyttefirmaet, vi må snakkes videre senere!