Han vandrede med tunge skridt gennem sandet. Ilttanken på ryggen var næsten tom, og hans åndedræt var begyndt at stige faretruende. Hvordan kunne et sted, der engang havde været så smukt, pludselig være blevet hans værste mareridt. Instinktivt lod han sit blik vende mod den mørkeblå himmel. Der, diktatorisk og allestedsnærværende, hang den. Den Røde Stjerne. Tanken alene, var nok til at få ham til at ryste på kroppen af ren og skær væmmelse. Verden havde engang været så dejlig, så fredfyldt, men efter at Stjernen havde erobret magten og gjort fri tanke forbudt, havde unge mænd mistet deres liv og kvinder var blevet sendt afsted til Venus. Hvad de lavede der, vidste ingen. Men alle var enige om at det umuligt kunne være godt. Nu gik han selv rundt i rødt sand, iført en ukomfortabel heldragt og en næsten tom ilttank der gnavede ham i ryggen, mens han ledte efter overlevende efter Atomkrigen. Indtil videre uden held.
Udsigten til at tage derfra uden at have gjort fremskridt irriterede ham mere end han var vant til. Han havde før måtte håndtere Kommandanternes vrede og den obligatoriske nussen med diverse rapporter, men det var første gang han måtte håndtere Pearls tårer. Løftet havde vejet tungt i hans sind, og at han ikke kunne indfri det fik hans egne tårer til at presse sig på. Hvorfor følte han på denne måde? Stjernens laboranter havde fjernet de sidste rester af menneskelighed fra samtlige levende væsner på Jorden, så hvorfor følte han sig så så menneskelig? Det burde være en umulighed...
"Melkan, Kommandanten har bedt om din tilbagevende!" Korporal Brents hidsige stemme rev ham ud af sit tankespind. Med en kort bevægelse aktiverede han mikrofonen i rumdragten.
"Sig til ham at jeg har brug for nogle timer mere i morgen..." Der var stilhed i nogen sekunder, før Brent svarerede.
"Han har informeret os om at din tid er forbi. Du har sgu brugt ilt svarende til 10 ugentlige missioner..."
Vreden steg op i ham på ingen tid. Kommandanten havde som sædvanlig sin egen dagsorden.
"Fint, informer ham om at jeg er på vej." Han afbrød irriteret kontakten med et hårdt klik på siden af hjelmen, hvorefter Brents stemme forsvandt.
Han udstødte et kort suk, og fortsatte sin gang op ad den enorme sandbanke. Det var det sidste sted han manglede at lede efter overlevende. Men håbet havde forladt ham for længst.