Sådan begynder en rigtig fortælling! En intro, der fanger dig, så du blir hængende, gerne også noget der berører dig selv, der skriver den, forstår du, ikke bare nogle ord på papiret, men særligt udvalget ord om et emne.
Der var engang... (læg mærke til den gamle gode kendte indledning, den virker hver gang) en mand M/K. Han var noget særligt, men vidste det ikke selv. Alle andre lagde mærke til det, hvis han ikke var kommet herud, men når han var tilstede, tog vi det gerne som en selvfølge. Han sagde sjældent noget undtaget, hvis han blev spurgt, så en lille smule uinteresseret ud i lænestolen, mens vi andre snakkede sammen. Vi troede faktisk ikke, han havde nogen mening om emnet, men spurgte vi ham, kom der forbavsende reflekterende ord ud af hans mund.
Han vidste mange ting om livets facetter, var belæst vidt om, men havde den evne at kunne tie, før han talte. Selv snakkede jeg mest ofte om løst og fast, og var besluttet på ikke at være udenfor den sociale kontekst. Ingen var i tvivl om mine synspunkter i enhver diskussion.
Mit focus var ubevidst, at de andre skulle kunne lide mig eller ihverfald regne med mig i værdi og harmonisk forståelse. En rigtig medløber uden originale indfald og indput, kunne jeg fremvise til hver en tid.
Men hvis man bare sad i nærheden af denne her mand, uden at sige noget som helst, kunne man føle sig godt tilpas, som om al hans visdom strømmede ud i rummet og direkte ind i mit behovscenter. Jeg fik fornyet min energi.
Desuden var han altid meget fair i sin reaktioner, næsten alt for fair, hvis du spør mig. For mødte man ham endelig i kontakt eller i en diskussion bare for at få opmærksomhed eller anerkendelse, hvad jo er meget menneskeligt, skete der ingen respond. Underlig fornemmelse af, at han så lige igennem mig, som om jeg slet ikke var der eller lig havde fremsagt et spørgsmål om livets hemmeligheder. Denne her forkerte stilhed, du sikkert kender og hader, som jeg. Men ydede man virkeligt noget ydmygt og ærligt forsøg på et reflekterende input i dialogen uden beregnende bagtanker og skjulte motiver, af 'appealling' adfærds karakter, fik man et lynende anerkendende blik, man kunne leve længe på. Han var min helt. Jeg ville være som ham.