Det er jo bare et lille hop, og alt er fuldstændigt, som jeg har planlagt det. Men hele min krop er gået i stå; er ikke engang sikker på, jeg kan få fødderne til et bevæge sig, selv hvis de skulle kravle ned igen.
Vinden rusker i mig. Det er som om den hvisker: Er du bange, kom nu, tag med mig?
Jeg er tung i kroppen, og jeg ikke mærke mine fingre, ja eller tæer. Tankerne flyver omkring i mit hoved og den indre stemme raser over min pludselige tøven. Så tæt på og dog så langt fra.
Det her var jo ikke en pludselig indskydelse. Det her skulle jo vise og bevise noget, særligt over for de andre.
Jeg føler mig som en kujon. Heldigvis er jeg alene. Ingen kan fordømme mig her, jo måske mig selv.
Mit hjerte står nærmest stille, som resten af min krop, selvom mine kinder føles varme og blodet suser rundt i mig, i takt med bølgerne dernede. Langt dernede, for langt nede?
Pludselig får jeg også følelsen af at falde, selvom jeg står helt stille. Det er, som om broen bevæger sig, eller er det mig? Jeg tror, at jeg ryster let. Nej, hvis det skal være, så skal det være, fordi jeg hopper, ikke fordi jeg falder.
Jeg ser ned kort, og der sker ingenting. Kroppen er ikke med mig, og jeg føler en klump i halsen, tårer, der presser på, men aldrig kommer, trængt tilbage af denne pludselige lammende følelse, der har frosset mig til stedet, stjålet min hørelse, min følesans og - tror jeg, tale evne. Jeg kan se, men det er som at se igennem en rude. Det her er ikke ægte, det må være en drøm.
Men det er ikke en drøm. Det er et mareridt, og der er ingen vej tilbage, for der er intet tilbage. Heller ikke af mig. Jeg er ikke længere et menneske, tidligere et barn på vej mod en voksen tilværelse, men et sort hul, der suger al glæden ud af alle omkring mig. Det er derfor, det her er bedst, mest fair. Alligevel er der måske også en side af det, der fryder sig lidt over at se dem alle bagefter. Vise det her form for mod. Sikkert ikke noget, de ville være modige nok til. Hvorfor så denne tøven, denne indre ufred, når nu det hele skulle være afklaret? Hvad er det, du venter på?
Så jeg lukker øjnene et kort øjeblik. Det hele føles lidt bedre, og jeg tager en dyb indånding, dumme tanker skubbes væk. Jeg er alene, som jeg altid er, og intet vil ændre på det. Der er ikke nogen fremtid at gå tilbage til.
Jeg springer.