Det lille røde væsen hopper fra gren til gren. Bordets kanter skærer sig ind i mine albuer, mens jeg følger det med øjnene. Hop. Elegant. Hop. Dumdristigt. Fra gren til gren. Ned og ned, til den lille skål med nødder. Den mor sagde jeg skulle stille ud.
"Stil den der, hvor der ikke er nogen der kan forstyrre den." sagde hun. Jeg stillede den på jorden. Lige der, i læ af den store grå skraldespand.
Der er langt fra sidste gren. Låget buldrer da den lander, mens blommerne i træet gynger, først voldsomt som en storm, derefter stille og rolig. Bladende rasler bifaldende. Det var et stort spring, men den klarede det. Jeg vil også klappe, men jeg vil ikke skræmme den. Nu sidder den på jorden og spiser nødderne. Lille og nuttet. Så rød. Så blød. Pelsen er en magnet. Jeg rejser mig. Langsomt. Jeg er ikke træ, den kommer ikke hen til mig frivilligt. Stille og roligt tager jeg fat. Den skal være min. Håndtagene er kolde. Det samme er sveden på min ryg. Så vender jeg den på hovedet. Skraldespanden falder problemfrit ned over egernet, indtil der lyder et knas. Og så et klonk.
Det var en lyd for meget. Det skal kun sige klonk. Jeg går rundt om det massive metalbur. Noget rødt stikker frem. Noget rødt bevæger sig. Rødt på rød. Har jeg også samme farve blod som min pels? Jeg løfter spanden for at se på mit nye kæledyr. Det er der endnu. Men det ligger stille. Hvorfor bevæger det sig ikke? Mor bliver sur hvis det ikke hopper rundt. Hun kan godt lide at kigge på søde dyr.
Min finger rammer pelsen. Den er ikke så blød, som den burde være. Jeg begynder at fryse. Egernet er også helt koldt. Jeg tager det op. Det bevæger sig ikke. Hvidt stikker op af hovedet. Det plejer det ikke at gøre. Sådan ser egernet ikke ud. Det ligner mere katten, da far kom til at køre den over med den store, sorte bil.
Jeg lægger den der, hvor far plejer at stille bilen. Der passer den ind.
Far kommer senere. Da mor har krammet ham, bliver hun bleg. Hun peger. Hun taler. Han taler. Hænderne farer rundt. Jeg får ondt i mine ører. Mor råber. Far kører væk i bilen. Mor græder. Far er væk. Det var ham, der dræbte egernet. Jeg rører ikke ved døde dyr. Det siger mor selv senere. Jeg siger ikke noget.