Generationsdialog

Opgavebeskrivelse

Skriv en kortprosatekst holdt i replikform, hvor to fra hver deres generation falder i snak i et offentligt transportmiddel. Skriv dialogen/replikskiftet uden at nævne hvem der er hvem, men lad i stedet læseren selv regne det ud.

"Din rygsæk står åben."
"Åh, det gør den da også."
"Skal jeg lukke den for dig?"
"Det må du meget gerne."
"Hvorfor har du rygsæk på?"
"Jeg har lige været ude og cykle. Med mit barnebarn."
"Hvorhenne?"
"Oppe i bakkerne. Bagved Friisholt. Har du været der?"
"Næ. Jeg har en cykel, min far siger bare, at den er punkteret."
"Nå da. Skal du så ikke have købt en ny?"
"Ikke lige nu. Mor er lige blevet fyret, så der er ikke penge til pjat."
"Jeg synes nu ikke at en cykel er pjat."
"Sig det til min far."
"Det vil jeg gøre, hvis jeg møder ham."
"Hvor skal du hen."
"Hjem. Hvor skal du hen?"
"Hjem til min mormor."
"Hvad hedder din mormor?"
"Jytte. Jytte Matthiesen."
"Jytte Matthiesen. Nej, hende kender jeg ikke."
"Hun er heller ikke min rigtige mormor."
"Nå?"
"Min mor kender hende, fordi hun passede hende da hun var barn, og da mor og far så fik mig og Silas, ville hun gerne passe os, fordi hun stadig er gode venner med min mor."
"Er hun en slags reservebedste, så?
"Ja det kan man godt sige, Silas og jeg kalder hende i hvert fald bare for mormor."
"Hvor er Silas så?"
"Dér. Det er ham med den blå termojakke."
"Ham kan jeg godt se. Kan I godt tage toget helt alene?"
"Ja da."
"Skal jeg hjælpe jer med at stige af?
"Skal vi af samme sted?"
"Jeg skal af på Bjerringbro station."
"Det skal vi også."
"Så kan vi jo følges."
"Ja."
"..."
"Må jeg spørge om noget?"
"Selvfølgelig."
"Hvorfor har du hue på inde i toget?"
"Ellers fryser jeg hovedet, skal du se."
"Men jeg har ikke hue på, og jeg fryser ikke."
"Du har jo også hår på hovedet."
"Det har du da også."
"Nææ, ikke lige for tiden."
"Hvorfor ikke?"
"Kender du kræft?"
"Ja. Det var det min rigtige mormor døde af."
"Det er derfor jeg går med hue på. Det er koldt, når man ikke har noget hår."
"Skal du så også dø?"
"Måske. Se, nu er vi på Bjerringbro station."

Skriv kommentar

Besvarelsen Bjerringbro station er publiceret 04/07-2018 10:28 af Stine Højris under skriveøvelsen Generationsdialog.
Version 1 - 04/07-2018 10:28
Besvarelsen er på 347 ord og lix-tallet er 12.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

5 år siden
#1 Allan G. Gade (Allan_Skive)
Tak for en velskrevet og underholdende dialog. Den virker forfriskende troværdig.
5 år siden
5 år siden
#2 Mikkel W Grøn (Mikkel Grøn)
Hay det er en virkelig god måde at forfatte en situation om noget stort du føler, jeg synes du bør sætte nogle ting og stemninger ind i digtet, det kan sagtens blive en novelle, du har jo ideen, så forsøg at bygge stemning rundt om dialogen. lav en scene, sæt dufte, lyd og bevægelse ind i digtet. Så skal du nok få kreaeret en endnu bedre tekst. Den er god men der mangler lidt at pakke den ind i ellers er det bare en dialog uden rigtigt funk, kom nu du kan godt :-)
5 år siden