Tingesten

Opgavebeskrivelse

Skriv en fiktiv historie set fra en bestemt tings synspunkt, som om den kunne tænke eller føle. Tingen kan være hvad som helst - et møbel, et kamera, et lyssignal, en is, en bog og så videre. Gør meget ud af hvad sådan en ting ville tænke om os mennesker, hvis den nu kunne. Du bestemmer selv, om det skal være humoristisk, sørgeligt eller dramatisk.

Jeg har altid elsket mine detaljer. I kanten af mig stryger der sig bølger, som ikke er placeret på mig tilfældigt. En guldsmed, der med sine bare hænder, har formet mig. En tryghed hviler i mig, når solen reflekterer sig på min gyldne overflade.
Jeg har altid følt mig mystisk. Altid følt mig speciel. Jeg har været her længe, set en masse, oplevet alt hvad jeg kunne tænke mig. Hængt om halsen på flere og flere, år efter år, generation efter generation. Et nyt billede placeres i mig fra tid til anden. Et nyt billede af et nyt menneske.
Og jeg ved, jeg kan mærke, at mennesket bliver elsket højere end muligt af kvinden, som bærer mig.
Jeg bliver åbnet. Jeg bliver kigget på. Jeg kan høre et suk. Jeg kan se en tåre. Et greb om mig mærkes, hårdt og trygt. Hun vil ikke give slip. Især ikke nu, når faren er nær.

Panikken i menneskerne, som løber forbi mig og hende er skingre. En stemme råber at hun skal løbe, og hun løber, og løber, og løber. Holder fast i mig. Hun vil ikke miste mig. Jeg er hendes sidste minde.

Kulden i vinden rammer mit metal som et slag. Skrig og gråd flyder sammen, og jeg kan ikke kende forskel på balance og ubalance. Det er som om alt er forkert. I går var her fyldt med dans og farver. Hvor er det blevet af?

En mandelig stemme giver ekko i baggrunden. Hun skal ned i båden. Kvinder og børn først. Kvinder og børn først.

Da hun balancerer sit ene ben på skibet og et i båden, mærkes et greb om mig. Ikke hendes greb. En andens. En fremmedes. Et koldt greb. Et ondt greb. Et ivrigt greb.

Grebet trækker, og trækker til min kæde ikke kan mere. Et knæk kan høres, måske i flere kilometers afstand. Vinden får min kæde til at flyve, men jeg gør ikke. Jeg falder.

Jeg kan høre hende råbe. Et skingrende skrig, fyldt med gråd og foragt. Jeg vil ikke lande et sted, lang borte. Jeg vil være hos hende. Bringe hende glæde. Jeg vil se hende lyse op, når hun åbner mig og tænker på det menneske hun elsker så højt.

Men det er for sent. For vandet er koldt af bjergene af is. Og hun er væk. Det har hun været længe nu. Skibet er ved siden af mig, men ingen danser på det mere. Det er ødelagt. Knækket i halv. Og jeg ser alle minderne langsomt opløse sig i vandet, men ikke mig. Jeg ligger her med mine egne minder tilbage. Og her vil jeg altid være. I midten af en tragisk historie, med en god betydning indeni. Måske hun en dag finder mig igen.

Jeg venter her.

Skriv kommentar

Besvarelsen 15. april 1912 er publiceret 21/10-2018 03:58 af Inie under skriveøvelsen Tingesten.
Version 1 - 21/10-2018 03:58
Besvarelsen er på 460 ord og lix-tallet er 17.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

8 måneder siden
#1 Morten Vestergaard Jensen (Morten Vestergaard)
Du har en virkelig god fantasi! Det er ret originalt tænkt, den genstand du har valgt og den situation du har placeret den i - en masse følelser og drama i det, det kunne helt sikkert godt blive til en længere tekst, hvor man lærer ejeren og indholdet lidt bedre at kende, hvis du skulle have lyst til at udforske det en dag.

Jeg kan også rigtig godt lide at du har valgt at bruge datoen som titel - men ikke overforklarer hvad det betyder. Så fint.

Se at få lagt nogle flere tekster op herinde. :-)

Bedste hilsner, Morten
8 måneder siden
7 måneder, 7 dage siden
#2 Christine Damgaard (Christine_Damgaard)
Virkelig fed titel - fed historie med virkelig god indlevelse og god brug af skriveøvelsen
7 måneder, 7 dage siden
5 måneder, 23 dage siden
#3 Amalie Petersen
Super fedt at læse!
Virkeligt god, detaljeret og smuk historie :)
5 måneder, 23 dage siden