Jeg vil helst tale uden om, men samtidig slipper jeg det ikke. Det er en lille usynlig tone. Vi har begge sendt blikke og anerkendt et andet menneske. Afprøvet en sætning, der hang et sted imellem os. Et smil og et svar.
Hvordan går det? Spørgsmålet som de fleste svarer på næsten hver dag. Jo, godt tak. Men bag svaret gemmer sig en indre beklemmelse. En uro, der minder om angst. En tanke så tung, at lysten til at bære den, i stedet for bliver til et forsvar og en professionel grimasse, der er så gennemspillet i vanens betonomhyldede kernekammer.