Festen

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie hvor handlingen udspiller sig under en festlig begivenhed, fx fødselsdag, svendegilde, bryllup, julefrokost m.m. Handlingen skal være et brudstykke fra dagens/aftenens begivenheder. Lad det være op til læseren selv at gætte indbyrdes relationer mellem gæsterne. Skriv i et sobert sprog.

Jeg indtager dit ansigts udtryk
som du indtager røgen fra din cigaret
og røgen flyder frygtløst gennem rummet
til den stopper og kort generer skiltet med rygning forbudt
som Vibeke har sat på stuens væg
som en joke
fordi hun selvfølgelig selv ryger
når hendes forældre ikke er til stede
Der er en ironi i dét øjeblik
som du nyder
mens du klemmer øjnene og ser i retning af Tine og Mathias
som aldrig har kunne lide dig og derfor aldrig spørger mig;
hvordan går det ellers med jer?
En dag vil jeg sikkert flytte sammen med Mathias
måske få børn
og det vil være alt
ham og børn
hvilket mange vil mene er nok
og derfor vil sige;
du må være så lykkelig nu
Og ja, jeg vil være så lykkelig nu
selvom jeg stadig vil bruge for lang tid på toilettet
fordi han ikke må se mit ansigt uden makeup
selv dér
så mange år og børn efter

Røgen letter
du skodder din cigaret
og alle tæller ned
mens du fanger mit blik henover mængden
da jeg tager springet fra stolen sammen med de andre
og du ryster på hovedet
fordi du ikke gør det
andre gør
Og der er den
den ulmende fornemmelse
social fobi
hvis social fobi altså kan være rettet mod kun et enkelt individ
da dit hoved hælder mod døren
fordi det nye år nu er kommet og du vil ikke starte et nyt år her
sammen med karikaturerne
som du kalder alle de andre
hvilket jeg hader
selvom jeg tror
at jeg alligevel elsker dig

Du tænder ny røg
den stærkere
suger røg ind
tager jakken af og kaster den over mine skuldre
mens jeg kaster hurtige blikke tilbage mod vinduerne over os
for at være sikker på
at ingen så os gå så tidligt
Jakken varmer
men du gør ikke
du gør mig kold
mens vi vandrer gennem gaderne
på vej mod dine lagner
som aldrig er rene og altid har en sødlig duft af røg
og min parfume
De lagner som jeg er den eneste der kender duften af
selvom du stadig holder ideen om en affære i live ved at sige
at du sov hos en ven i går nat
og siger det på en måde
der skal få mig til at tro
at du lyver
selvom jeg ved
at du virkelig bare sov hos en ven

Skriv kommentar

Besvarelsen Det vil være alt er publiceret 02/08-2019 15:03 af Roja Dietz (IntetNavn) under skriveøvelsen Festen.
Version 7 - 02/08-2019 17:09
Besvarelsen er på 397 ord.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

15 dage siden
#1 Tobias Abildgaard (Crown)
Du fastholdt mig i teksten og ved din linjeopdelte skrivemåde. Derudover er jeg vild med dine første to linjer - sammenligningen er god :)
Det var bare det!
15 dage siden