Mit blod stivner, da jeg tager første skridt ind i mellem de høje hække. Gruset under mig knaser, da jeg begiver mig ned ad gangen. Den deler sig i to. Jeg tager den vej, der fører til højre. Telefonen i min hånd vibrerer, jeg trykker på den grønne knap og fører den op til øret.
"Randall, Randall!" knitrer det i den anden ende. "Skynd dig ud herfra. Skynd dig væk mens du stadig kan. Der er intet for dig her,"
Linjen bliver afbrudt. Mit åndedræt bliver tungere, som jeg sætter i løb. Jeg tager én vej til højre, og drejer derefter til venstre. Jeg fortsætter ned ad en lang gang, der krænger sig rundt og rundt og rundt. Jeg kan mærke gåsehud i min nakke og jeg når at tænke, at det er en reaktion på den cocktail af frygt og adrenalin, der fyrer rundt i kroppen på mig. Gangen fortsætter i en uendelighed. Rundt og rundt. Jeg er gennemsvedt og stakåndet, da den endelig slutter og jeg står foran en tung egetræsdør, med et rundt messinghåndtag. Kunstfærdigt udformet som en slange, der bider sig selv i halen.
"Hallo? Er der nogen?" får jeg sagt mens jeg forsigtigt banker på døren. Intet svar. Jeg stirrer på min telefon. Forsøger at ringe op til seneste indgående opkald. Den går direkte på svarer. Jeg kigger bagud. Hvad var det for en skygge? Hvad var det for en lyd? I noget der føles som æoner, står jeg helt stille og lytter. Lytter mens jeg kniber øjnene sammen, og forsøger at kigge rundt om hjørnet i gangen bag mig. En klump i maven udvider sig og sidder pludselig i halsen. Var der en skygge igen? I panik flår jeg døren foran mig op.
Mit blod stivner, da jeg tager første skridt ind i mellem de høje hække. Gruset under mig knaser, da jeg begiver mig ned ad en gang, der deler sig i to længere fremme. Instinktivt kigger jeg ned på min telefon, sekunder før den begynder at vibrere i min hånd.
"Randall, Randall!" knitrer det i den anden ende. "Skynd dig ud herfra."