Vi sidder der i virkeligheden på grund af noget helt andet, men i baghovedet rumsterer angsten for den ubudne gæst. Sårbare, siddende side om side, ventende på at blive taget alvorligt i vores eget univers. Sygeplejersken grinede af mig, da jeg stille spurgte, om der var mulighed for at vi kunne få en maske til min teenager, da han jo hostede en del, og jeg "havde læst og hørt om den her virus...og hvor var håndspritten?" Det hvide i hendes øjne lod vide, at vi var placeret i kategorien hysterisk, og jeg skammede mig for at have brugt af hendes dyrbare tid. Selvfølgelig ved en som jeg ikke mere end en som hende, eller som dem på skærmen, der afviste alvoren.

Dybe vejrtrækninger, størknet blod på en dunet overlæbe, dumpe stemmer fra lukkede rum, hvis vægge har set og oplevet flere gode og dårlige stunder, end nogen kan overkomme at tænke til ende.

Domme og frifindelser. Tårer af angst - tårer af glæde. Ansigtstræk hugget i sten den ene dag og formet i alt for vådt ler den anden dag alt efter styrke og de ord, der af skiftende bevidstheder, bæres ud af denne monokrome boble af brunt og diagnostik til statistik. Tankestop.

En pupil blændes, mens mærkerne på kroppen og kvalmen taler sit eget sikre sprog, der i skyggen fra den udbudne gæst, hvisker om en ny virkelighed, der først erkendes uger senere, når den sidste advarsel om for højt fravær tikker ind i e-boksen.

Alt det vi ikke vidste, vi burde have påskønnet, da vi sad der, opslugt af trivialiteter og et ensformigt hverdagsliv der aldrig helt blev det samme igen. En skæbne drejede her, få dage inden verden erkendte, at noget frygteligt var på vej, og ingen af os vidste, hvad der ventede i de tusinder af personlige kategorier af afmagt og samfundstraumer, som vi lige om lidt skal øve os i at samle til et helt billede, der igen gør plads til, at en hjernerystelse og to sting bærer sit helt eget drama.