"Jeg ved godt jeg ikke er en tidligere soldat som du er, og jeg ikke kan forstå det der sker, men jeg ved at hvad end der går igennem dit hoved, ville jeg tage, og alt den smerte jeg kunne, og føre over på mig selv, hvis det gjorde det lidt lettere for dig." Jeg snøftede, og jeg prøvede virkelig at stoppe.
"Vær nu sød, Matthæus." Det hele var som at stå tilbage i min egen lejlighed, da Richard gik amok. Jeg nåede at træde tilbage. Matthæus skubbede sin stol så hårdt ind i køkkenskabene, at det ene skab gik i stykker og noget af stolen også, han fik løftet bordet så det vendte sig og det gav et ordentligt rung og han faldt til jorden.
"SÅ SKRID!" Men jeg kunne ikke gå, som havde nogle slået kæmpe søm igennem mine fødder, så jeg sad fast i gulvet. Han kollapsede på gulvet, skjulte sit ansigt i sine hænder, hans vejrtrækning blev hårdere og hårdere, som om at han var ved at blive kvalt på en måde, jeg kunne ikke forklare det. Men han led. Jeg gik ned på knæ, og mine fødder ville endelig rykke sig. Forsigtigt tog jeg min hånd op mod ham og kravlede tættere på. Lige i det mine fingerspidser rørte hans alt for lange hår, kom han helt tæt. Han svedte en del, rystede og havde en høj hjertebanken.
"Det er okay... Det skal nok gå." Snøftede jeg og tørrede mine egne øjne hurtigt.
"Hvad fuck skal jeg gøre..." Hulkede han og overgav sig helt, da han lå i mine arme og bare gemte sig. Han hev stadig efter vejret, og snøftede groft, men jeg rokkede bare frem og tilbage, ligesom min mor gjorde da jeg var lille og jeg havde slået mit knæ, for det var alt jeg kunne tænke på, der måske ville hjælpe.
"Jeg kan ikke være syg. Det er jo ikke noget jeg burde blive syg af! Jeg har ikke feber eller kaster op, jeg har bare nogle gange mareridt! Det er bare et lille chok, som snart forsvinder."